Så er det vist på tide at opdatere bloggen. Det er alt for længe siden sidst. Jeg har gået og ventet på, at der skulle ske noget stort og spændende at blogge om fra min tid her i Wellington. Men det er jo hverdagen, jeg gerne vil give et indblik i, så her kommer lidt mere om den.
Jeg har været her i tre og en halv måned, og det er først nu, det begynder at blive rigtig godt. Da jeg tog af sted var et halvt år meget lang tid, næsten for lang tid. Og nu hvor jeg er begyndt at lære spillereglerne at kende og har opbygget et godt socialt netværk, ja, så virker det også lidt trist at skulle forberede sig mentalt på, at jeg snart rejser herfra igen. Gode oplevelser og erfaringer rigere. Dermed ikke sagt at jeg ikke glæder mig til at komme hjem igen, for det gør jeg, det bliver dejligt at komme hjem til familie, kæreste, venner, arbejde osv. Og mellem os, så bliver det ganske fantastisk ikke at skulle forholde sig til at alt er nyt og udfordrende. Her er alle samtaler og begivenheder lidt hæmmet af sproglige og kulturmæssige forskelle. Jeg skrev den anden dag en statusopdatering på Facebook om, at være i praktik i udlandet er lidt som at være på højskole, ment som at når man tager på et højskoleophold er det lidt som at rejse til en fremmed planet, hvor du får nogle fælles spilleregler at spille efter, og det skal alle de her fremmede mennesker så få til at fungere. Det er jo hvad de andre er, fremmede mennesker, indtil du lærer dem at kende. Det går hurtigt på en højskole, for man tilbringer al tid sammen, spiser sammen, fester sammen, hænger ud sammen, går i skole sammen, man lever og ånder sammen. Hernede er jeg den fremmede, og alle andre kender spillereglerne, og det tager pusten fra mig engang i mellem, altid at skulle finde på nye ting at snakke om, nye måder at beskrive, hvor fantastisk det her land er (for det spørger alle mig om), og altid at skulle arbejde inden for rammerne af, hvordan man nu gør tingene her. Det kan virke anstrengende, og det er svært at være sig selv, når man er nødt til at falde til og passe ind. Skik følge eller land fly.
Hvad svarer jeg så, når folk spørger, hvad jeg synes om NZ? Jeg siger selvfølgelig altid, at jeg elsker det, for det gør jeg. Men jeg står ikke og lyver om, hvordan det er det bedste sted at være i hele verden, for det har da både fordele og ulemper. F.eks. er jeg ved at være ret træt af mangel på ligestilling. Mange vil sikkert argumentere imod mig, men taget i betragtning af at New Zealand er det land, hvor kvinderne først fik stemmeret, så halter det nu lidt bagefter. En arbejdsplads har tydeligt hierarkier, hvor din mening bliver vægtet højere hvis du a) er af det modsatte køn, b) er ældre. Så kan du godt komme med en pointe, men når så samme pointe bliver gentaget af en højere oppe i hierarkiet, bliver den mening helt anderledes modtaget. Der er sikkert andre, som oplever det samme i Danmark, men jeg har sjældent oplevet mit køn som en hæmsko for min egen udfoldelse, og det oplever jeg her. På min arbejdsplads har jeg en kvindelig kollega, på 25. Hun har været i firmaet i nogle år efterhånden, og hun er nok den, der har bedst forståelse for alle vores kunder, hun har fingeren på pulsen og talegaverne i orden. Jeg vil til enhver tid gå til hende, hvis jeg er i tvivl om noget. Alligevel kan jeg se, hvordan hun spiller spillet efter reglerne, så hver gang hun har noget på sinde, hænger hun det op på en pointe, som andre er kommet med tidligeret, så det ikke ser ud, som noget hun har fundet på helt alene. Jeg er sikker på, hun gør det helt bevidst, men hvor er det bare frustrerende, at det skal være sådan. Den side fortæller jeg så også newzealændere, når de spørger, hvad jeg synes om landet. Jeg kan trods alt ikke være politisk korrekt 24/7.
