Når jorden skælver

Jeg sidder i stuen i min ’flat’. Regnen trommer mod vinduet og skaber en skærende kontrast til de sidste to uger, hvor den ene solskinsdag har afløst den anden. Men regnen er meget passende. Den afspejler stemningen i stuen på denne tirsdag aften, hvor vi sidder samlet om fjernsynet - mine to ’flatmates’ Nick og Alex samt Alex’ søster. For en gangs skyld er det ikke sport, der løber over skærmen, men liveopdateringer fra nyhederne. Men historien starter faktisk lidt tidligere end her.

Klokken er 12.51 tirsdag middag, jeg har lige spist min frokost og går tilbage til mit skrivebord. Jeg når lige at sætte mig før, jeg mærker rystelser under mig. Vi kigger på hinanden rundt om på kontoret, snakker om, at vinden må være kraftig i dag, siden vi kan mærke bygningen bevæge sig, men fornemmelsen fortsætter. Det føles ikke, som hvis nogen eller noget tager fat i bygningen og ryster til, men som om blide bølger ruller ind under os. Det virker, som om det varer for evigt.

Der går et par minutter uden at vi er klar over, hvad der er sket, om det var et jordskælv, om der var sket noget alvorligt. Ti minutter går der før der er rapporter på nettet om et jordskælv i Christchurch, som er New Zealands anden største by. Jordskælvet er målt til 6.3 på Richterskalaen og virker ikke så skræmmende, men da vi tænder for nyhederne, og de første billeder tikker ind, bliver vi klar over, at det her er alvorligt.

Sidste september blev Christchurch ramt af et stort jordskælv, som blev omtalt meget i medierne i Danmark. Det blev målt til 7.1 på Richterskalaen, men skete meget tidligt om morgenen, så der var ingen omkomne, selvom der skete stor materiel ødelæggelse. Jordskælvet i dag skete på et tidspunkt, hvor der var masser af mennesker på gaden, fordi det var frokosttid, og det er uundgåeligt, at folk er blevet ramt hårdt af skælvet.

De første billeder fra stedet viser veje, der har store revner, vandet flyder ud over dem. Fortove er sprækkede og murbrokker ligger rundt omkring. Journalisten render forvirret rundt og forsøger at få et overblik over, hvem han kan tale med, og hvor stort det her egentlig er. Og det er stort, rædselsvækkende stort. Man begynder at se sårede komme ud af bygninger, de er chokerede og bange, søger hen i mod den nærmeste åbne plads. Men flere bliver stående og kigger sig tøvende omkring, som om de ikke forstår, hvad der er sket. De ved, at de skal søge væk, at bygninger kan styrte sammen om ørerne på dem, at der vil rulle flere efterskælv ind over dem, men kan alligevel ikke løsrive blikket fra det sted, de lige kom fra. Lydene er som fra en actionfilm; sirener, alarmer, folk der skriger, høje brag, men det her er ikke en film. Journalisten vender sig om lige i tide til at se store dele af Christchurch Cathedral kollapse. Og det er ikke den eneste store bygning, der giver efter for naturens kræfter i dag.

Tiden går, men ingen kan koncentrere sig om arbejdet. Alle har familie eller venner i Christchurch, som de venter at høre fra. Telefonnettet er delvist nede og mange må vente længe på at høre nyt. Men flere går fra kontoret uden at vide mere.

Hjemme tændes fjernsynet med det samme – der er stadig ikke meldt noget dødstal, men der er døde. Ødelæggelse af denne art kan ikke gå ubemærket hen. Alex’s familie er fra Christchurch. Hans forældre er okay, men de har mistet alle deres ejendele, hans barndomshjem og farens nystartede virksomhed. Og mens regnen fortsætter udenfor, sidder vi alle forfærdede foran fjernsynet, følger nyhederne opdatere, nul døde, 16, 65. Jeg kan ikke holde ud at høre mere, går ind til mig selv og lukker døren bag mig. Jeg kan kun håbe på, at jorden er stoppet med at ryste under befolkningen i Christchurch.