Kalenderen siger, at det er vinter, folk har fundet vintertøjet frem, men jeg er overhovedet ikke klar til vinter. Og come on, det her vejr, skriger ikke ligefrem vinter til mig. Vi har omkring 13-17 grader i dagstimerne, og jeg render stadig barfodet rundt i mine små ballerinaer. Nope, i min verden har det her intet med vinter at gøre. Der går nogle utroligt stilede vinterfrakker rundt på gaden, som jeg godt kan forstå, man gerne vil vise frem, men jeg tror ikke, de ville holde sæsonen ud i en skandinavisk vinter. Dem, kan der ikke være meget varme i, det er jo stadig mildt efterår, selvom kalenderen siger noget andet.
Når vi taler om Skandinavien, må jeg lige berøre vores helt unikke look. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har hørt, at man godt kan se, at jeg er fra Skandinavien med mine lange lyse lokker, blå øjne og høje kindben. Jeg har jo rent vikingeblod flydende i mine årer, så det kommer jo ikke bag på nogen. Jeg har nu prøvet at forklare dem, at de fleste skandinaver, inklusiv mig selv, er født med ganske almindeligt leverpostejfarvet hår. Når jeg kigger mig omkring i byen, finder jeg lige så mange blondiner som brunetter, og jeg ville ikke kunne pege kiwierne ud fra skandinaverne, hvis de blev stillet op på en række for mig. Nu render der selvfølgelig heller ikke specielt mange skandinaver rundt her i Wellington.
I weekenden var jeg i biografen for at se Thor (meget underholdende, den kan næsten anbefales. Vi grinede i hvert fald en del undervejs). Og jeg kan da godt forstå, hvor billedet af den smukke, skandinaviske mand kommer fra. Hovedrolleindehaveren (Chris Hemsworth spiller rollen som Thor) udfyldte den rolle meget…skal vi sige smukt. Men nej, jeg må endnu engang skuffe det new zealandske publikum, de skandinaviske mænd (hvor dejlige og fantastiske de end er) render ikke rundt i bar overkrop og flekser med musklerne for at få kvinderne til at dåne. Men derfor elsker vi dem højt alligevel. Men hvad sker der for øvrigt for portrættet af den klassiske viking? De rendte da ikke rundt med de der fjollede vikingehjelme med to horn på…De ville jo stikke øjnene ud på naboen, når han kom for tæt på. Og som I kan se på billedet, så har jeg prøvet at balancere sådan en på hovedet. Fuldstændigt umuligt. Jeg tabte den hele tiden. Kan vi lige få lidt historisk præcision ind i billedet, tak.
Men ellers er min tid her i New Zealand snart ved at lakke mod enden. Det har været et eventyr med masser af sjov og ballade. Da jeg først kom herned anede jeg ikke, hvordan jeg skulle klare fem måneder i et land, hvor jeg ikke rigtigt kendte nogen, og det føltes slet ikke som hjem for mig. Det var uoverskueligt og til tider ganske ensomt. Men som tiden er gået (og nu aner jeg jo slet ikke, hvor den blev af), er der vokset en skæg og skør venneflok ud af oplevelsen og en skøn hverdag med gode kollegaer har gjort det hele endnu mere værd. Nu må jeg så lære at leve uden mit andet hjem, når jeg kommer hjem til mit første.
