Jeg sidder i stuen i min ’flat’. Regnen trommer mod vinduet og skaber en skærende kontrast til de sidste to uger, hvor den ene solskinsdag har afløst den anden. Men regnen er meget passende. Den afspejler stemningen i stuen på denne tirsdag aften, hvor vi sidder samlet om fjernsynet - mine to ’flatmates’ Nick og Alex samt Alex’ søster. For en gangs skyld er det ikke sport, der løber over skærmen, men liveopdateringer fra nyhederne. Men historien starter faktisk lidt tidligere end her.
Klokken er 12.51 tirsdag middag, jeg har lige spist min frokost og går tilbage til mit skrivebord. Jeg når lige at sætte mig før, jeg mærker rystelser under mig. Vi kigger på hinanden rundt om på kontoret, snakker om, at vinden må være kraftig i dag, siden vi kan mærke bygningen bevæge sig, men fornemmelsen fortsætter. Det føles ikke, som hvis nogen eller noget tager fat i bygningen og ryster til, men som om blide bølger ruller ind under os. Det virker, som om det varer for evigt.
Der går et par minutter uden at vi er klar over, hvad der er sket, om det var et jordskælv, om der var sket noget alvorligt. Ti minutter går der før der er rapporter på nettet om et jordskælv i Christchurch, som er New Zealands anden største by. Jordskælvet er målt til 6.3 på Richterskalaen og virker ikke så skræmmende, men da vi tænder for nyhederne, og de første billeder tikker ind, bliver vi klar over, at det her er alvorligt.
Sidste september blev Christchurch ramt af et stort jordskælv, som blev omtalt meget i medierne i Danmark. Det blev målt til 7.1 på Richterskalaen, men skete meget tidligt om morgenen, så der var ingen omkomne, selvom der skete stor materiel ødelæggelse. Jordskælvet i dag skete på et tidspunkt, hvor der var masser af mennesker på gaden, fordi det var frokosttid, og det er uundgåeligt, at folk er blevet ramt hårdt af skælvet.
De første billeder fra stedet viser veje, der har store revner, vandet flyder ud over dem. Fortove er sprækkede og murbrokker ligger rundt omkring. Journalisten render forvirret rundt og forsøger at få et overblik over, hvem han kan tale med, og hvor stort det her egentlig er. Og det er stort, rædselsvækkende stort. Man begynder at se sårede komme ud af bygninger, de er chokerede og bange, søger hen i mod den nærmeste åbne plads. Men flere bliver stående og kigger sig tøvende omkring, som om de ikke forstår, hvad der er sket. De ved, at de skal søge væk, at bygninger kan styrte sammen om ørerne på dem, at der vil rulle flere efterskælv ind over dem, men kan alligevel ikke løsrive blikket fra det sted, de lige kom fra. Lydene er som fra en actionfilm; sirener, alarmer, folk der skriger, høje brag, men det her er ikke en film. Journalisten vender sig om lige i tide til at se store dele af Christchurch Cathedral kollapse. Og det er ikke den eneste store bygning, der giver efter for naturens kræfter i dag.
Tiden går, men ingen kan koncentrere sig om arbejdet. Alle har familie eller venner i Christchurch, som de venter at høre fra. Telefonnettet er delvist nede og mange må vente længe på at høre nyt. Men flere går fra kontoret uden at vide mere.
Hjemme tændes fjernsynet med det samme – der er stadig ikke meldt noget dødstal, men der er døde. Ødelæggelse af denne art kan ikke gå ubemærket hen. Alex’s familie er fra Christchurch. Hans forældre er okay, men de har mistet alle deres ejendele, hans barndomshjem og farens nystartede virksomhed. Og mens regnen fortsætter udenfor, sidder vi alle forfærdede foran fjernsynet, følger nyhederne opdatere, nul døde, 16, 65. Jeg kan ikke holde ud at høre mere, går ind til mig selv og lukker døren bag mig. Jeg kan kun håbe på, at jorden er stoppet med at ryste under befolkningen i Christchurch.
tirsdag den 22. februar 2011
mandag den 14. februar 2011
Will you be my Valentine?
Jeg ved godt, at vi hjemme i Danmark ikke gør særlig meget ud af Valentins Dag, ’de elskendes helligdag’, på trods af at det er en tradition, der har eksisteret siden 500 e.Kr.. Vi skriver ikke små søde kort til hinanden, og vi sender ikke blomster. Vi køber ikke hjerteformede æsker med chokolade, og vi går ikke ud og spiser, bare fordi kalenderen siger, at det er den 14. februar. For der er ikke noget værre end sådan noget opreklameret, kapitalistisk fis. I Danmark vil vi have den ægte vare - uforfalsket, ren romantik og kærlighed. Men sådan er det ikke helt i New Zealand. Jeg skal ikke lave den store sammenligning mellem USA og New Zealand - jeg er sikker på, at man her aldrig når op på de 192 mio. valentinskort, som årligt sendes ud i USA, og det er ikke kun på grund af det faktum, at her kun bor omkring 4 mio. mennesker, men også fordi Valentins Dag endnu ikke er den helt store højtid. Meeen man er godt på vej. Aviserne har annonceret med romantiske middage og weekend getaways de seneste par uger, og tavlen ude foran den lille franske bistro har lokket med en specialmenu, perfekt for to, denne mandag.
Jeg har set kvinder gå hånd i hånd med deres elskede, mænd der hastede forbi med en buket roser i favnen. Og da jeg gik forbi blomsterhandleren på vej hjem, var udvalget tyndet så meget ud, at jeg helt fik medlidenhed med de stakkels mænd, som troede de lige kunne nå og købe en buket i sidste øjeblik. Næ, man skal være hurtigt ude her i New Zealand, også selvom blomsterne kun skal fordeles på 4 millioner (eller teknisk set kun 2.2 mio. kvinder, hvis vi går ud fra, at de er hovedmodtagere).
En kollega fortalte da også en historie på arbejdet i dag. Han ville for en gangs skyld overraske sin kone på Valentins Dag. De er på vej til at flytte til Østen, så han tænkte, de skulle ud og spise en rigtig lækker middag på deres fælles yndlingsrestaurant. Han syntes godt nok, det var mærkeligt, at det var så let at få et bord, indtil det gik op for ham, at han overhovedet ikke anede, hvornår Valentins Dag lå, for han havde bestilt en uge for tidligt. Det var selvfølgelig ganske umuligt at få et bord på den rigtige dato. Stakkels mænd, hvad skal de ikke udsættes for. Havde det været mig, havde jeg nok bare gennemført middagen og sagt, at det naturligvis var med vilje, at jeg havde bestilt på en helt anden dag for rigtigt at kunne tage fusen på hende. Men jeg er selvfølgelig også dansker, så jeg sætter stor pris på den slags rigtige overraskelser!
Om jeg har haft en valentinsoplevelse i dag? Nej, den slags er jeg vokset fra for længst. Ikke siden jeg begik den fejl at spørge min udkårne, om han ikke ville arrangere noget på Valentins Dag. Det behøvede ikke at være noget stort eller pompøst, bare en markblomst i et glas vand eller købekage fra bageren. Det endte med en hjemmelavet middag men uden videre succes. Han var så eddikesur over at jeg havde presset ham til at fejre denne (kapitalistiske) helligdag, at han fik mig til at sværge aldrig at holde Valentins Dag igen. Og det har jeg holdt lige siden. I hvert fald indtil i dag. Men det tæller rent faktisk ikke, når man fejrer det omme på den anden side af jorden. Teknisk set var det faktisk i går, jeg købte en af de sidste af blomsterhandlerens buketter (undskyld til de stakkels mænd, jeg tog den fra), som nu pynter her på mit værelse. Og jeg lover, at når jeg vender næsen hjem igen, vil jeg (for)agte Valentins Dag lige så højt som alle andre danskere, og jeg vil kun værdsætte den vaskeægte, rå romantik.
Glædelig Valentins Dag
Jeg har set kvinder gå hånd i hånd med deres elskede, mænd der hastede forbi med en buket roser i favnen. Og da jeg gik forbi blomsterhandleren på vej hjem, var udvalget tyndet så meget ud, at jeg helt fik medlidenhed med de stakkels mænd, som troede de lige kunne nå og købe en buket i sidste øjeblik. Næ, man skal være hurtigt ude her i New Zealand, også selvom blomsterne kun skal fordeles på 4 millioner (eller teknisk set kun 2.2 mio. kvinder, hvis vi går ud fra, at de er hovedmodtagere).
En kollega fortalte da også en historie på arbejdet i dag. Han ville for en gangs skyld overraske sin kone på Valentins Dag. De er på vej til at flytte til Østen, så han tænkte, de skulle ud og spise en rigtig lækker middag på deres fælles yndlingsrestaurant. Han syntes godt nok, det var mærkeligt, at det var så let at få et bord, indtil det gik op for ham, at han overhovedet ikke anede, hvornår Valentins Dag lå, for han havde bestilt en uge for tidligt. Det var selvfølgelig ganske umuligt at få et bord på den rigtige dato. Stakkels mænd, hvad skal de ikke udsættes for. Havde det været mig, havde jeg nok bare gennemført middagen og sagt, at det naturligvis var med vilje, at jeg havde bestilt på en helt anden dag for rigtigt at kunne tage fusen på hende. Men jeg er selvfølgelig også dansker, så jeg sætter stor pris på den slags rigtige overraskelser!
Om jeg har haft en valentinsoplevelse i dag? Nej, den slags er jeg vokset fra for længst. Ikke siden jeg begik den fejl at spørge min udkårne, om han ikke ville arrangere noget på Valentins Dag. Det behøvede ikke at være noget stort eller pompøst, bare en markblomst i et glas vand eller købekage fra bageren. Det endte med en hjemmelavet middag men uden videre succes. Han var så eddikesur over at jeg havde presset ham til at fejre denne (kapitalistiske) helligdag, at han fik mig til at sværge aldrig at holde Valentins Dag igen. Og det har jeg holdt lige siden. I hvert fald indtil i dag. Men det tæller rent faktisk ikke, når man fejrer det omme på den anden side af jorden. Teknisk set var det faktisk i går, jeg købte en af de sidste af blomsterhandlerens buketter (undskyld til de stakkels mænd, jeg tog den fra), som nu pynter her på mit værelse. Og jeg lover, at når jeg vender næsen hjem igen, vil jeg (for)agte Valentins Dag lige så højt som alle andre danskere, og jeg vil kun værdsætte den vaskeægte, rå romantik.
Glædelig Valentins Dag
tirsdag den 8. februar 2011
My crazy weekend
Så det her er, hvad der er sket, siden jeg bloggede sidst: Én gang om året lægger Wellington by til en af de største events i New Zealand The Rugby Sevens. Rugby Sevens eller the 7’s som den kaldes hernede, er en stor Rugby-turnering, som får folk til at valfarte til Wellington, og havde jeg ikke fået mit værelse heroppe på the Terrace, ville jeg faktisk være hjemløs lige nu. Det er nemlig ikke til at opdrive den mindste smule tag over hovedet, når man når til the 7’s, og ja, i ånden kunne jeg lige se mig selv bo på gaden i min pink kuffert. Men så langt kom det dog aldrig til (jeg er sikker på, jeg også nok kunne have fået lov til at låne et par stole at sove på nede på kontoret).
Når det kommer til rugby, er det noget, de fleste går op i hernede – det og så cricket. Det specielle ved Rugby Sevens er, at der kun er 7 spillere på banen (modsat 15 på et normalt rugby team), og at de kun spiller i to gange syv minutter. Der er jo næsten noget helt eventyrligt over alle de 7-taller. Eventyr får man da også nok af gennem sådan en weekend. Alle klæder sig ud for at tage ud til kampene, og det er ikke bare noget med at tage en sjov paryk på, eller købe en maske i den nærmeste legetøjsbutik. Det her er seriøs udklædning (se venligst billeder for bevis!). F.eks. klædte mine flatmates sig ud som Teenage Mutant Ninja Turtles, og det var altså i hjemmesyede outfits med lysegrønne spandexstrømpebukser og pudeudstoppede skildpaddeskjold. Et syn for guderne.
Modsat dem nøjedes jeg med at gå en tur ud til stadionet lørdag eftermiddag for at se, hvad al den hurlumhej skulle gøre godt for. Jeg gik alene langs havnen, nå ja, sammen med de hundredvis af andre, der skulle samme vej, og der fik jeg set et hav af festlige kostumer. Folk var klædt ud i grupper, og jeg mødte en flok Gingerbread Men (Dem fra Shrek), letpåklædte politibetjente, zombier, blomster, smølfer, gamle romere og mange flere. Det var fantastisk at se, hvor meget folk havde gjort ud af deres udklædninger.
Efter finalen lørdag aften, og New Zealand lammetævede England, var der fest i gaderne. Aldrig i hele mit 27-årige lange liv har jeg set noget lignende! Der var folk overalt, stadig iført de mest sindssyge kostumer. Man lukkede én af de mest centrale gader i Wellington af (Courtney Place), så folk stod og festede midt på gaden og dansede op ad lygtepælene. Jeg gentager, jeg har aldrig i mit liv set noget lignende. Det var en fed oplevelse, som jeg er glad for jeg var hernede til. I min iver efter at passe ind, tog jeg ikke mit kamera med i byen, til min store fortrydelse bagefter, for det der ville jeg virkelig gerne have delt med alle jer derude. Og til hvad nytte, for uden kostume var jeg alligevel den, der stak mest ud fra mængden.
Når det kommer til rugby, er det noget, de fleste går op i hernede – det og så cricket. Det specielle ved Rugby Sevens er, at der kun er 7 spillere på banen (modsat 15 på et normalt rugby team), og at de kun spiller i to gange syv minutter. Der er jo næsten noget helt eventyrligt over alle de 7-taller. Eventyr får man da også nok af gennem sådan en weekend. Alle klæder sig ud for at tage ud til kampene, og det er ikke bare noget med at tage en sjov paryk på, eller købe en maske i den nærmeste legetøjsbutik. Det her er seriøs udklædning (se venligst billeder for bevis!). F.eks. klædte mine flatmates sig ud som Teenage Mutant Ninja Turtles, og det var altså i hjemmesyede outfits med lysegrønne spandexstrømpebukser og pudeudstoppede skildpaddeskjold. Et syn for guderne.
Modsat dem nøjedes jeg med at gå en tur ud til stadionet lørdag eftermiddag for at se, hvad al den hurlumhej skulle gøre godt for. Jeg gik alene langs havnen, nå ja, sammen med de hundredvis af andre, der skulle samme vej, og der fik jeg set et hav af festlige kostumer. Folk var klædt ud i grupper, og jeg mødte en flok Gingerbread Men (Dem fra Shrek), letpåklædte politibetjente, zombier, blomster, smølfer, gamle romere og mange flere. Det var fantastisk at se, hvor meget folk havde gjort ud af deres udklædninger.
Efter finalen lørdag aften, og New Zealand lammetævede England, var der fest i gaderne. Aldrig i hele mit 27-årige lange liv har jeg set noget lignende! Der var folk overalt, stadig iført de mest sindssyge kostumer. Man lukkede én af de mest centrale gader i Wellington af (Courtney Place), så folk stod og festede midt på gaden og dansede op ad lygtepælene. Jeg gentager, jeg har aldrig i mit liv set noget lignende. Det var en fed oplevelse, som jeg er glad for jeg var hernede til. I min iver efter at passe ind, tog jeg ikke mit kamera med i byen, til min store fortrydelse bagefter, for det der ville jeg virkelig gerne have delt med alle jer derude. Og til hvad nytte, for uden kostume var jeg alligevel den, der stak mest ud fra mængden.
torsdag den 3. februar 2011
Home sweet home
Det siges, at ”home is where the heart is”. Hvis det er sandt, kan man I princippet bosætte sig overalt i hele verden uden at opleve tilværelsen som hverken rodløs eller fragmenteret. Jeg har ikke lagt mit hjerte i hverken New Zealand eller Wellington endnu, men på et tidspunkt begynder selv det at føle hjemve at føles som en helt normal tilstand. Der kommer små tegn på, at man er ved at falde til, som at gå den samme vej på arbejde og på den måde skabe sig en rutine, udvælge den samme sandwich rundt om hjørnet, tage sig selv i tænke, at bare jeg dog havde husket at tage indkøbsedlen med, den lå jo lige dér hjemme på bordet. Jo ganske langsomt erstattes længslen efter hjemlandet med længslen efter at falde til. Falde til i mit nye hjem, som jeg flyttede ind i i tirsdags.
Det gik ganske hurtigt med at finde et sted at bo hernede. Den ene dag troede jeg, at jeg skulle være hjemløs, den næste havde jeg et værelse på hånden. Jeg er flyttet i overetagen af et hus, som jeg deler med 4 andre, to drenge og et par. Lejligheden består af fire værelser, to badeværelser (et til drengene og et til pigerne – vi har det bedste!), køkken og fællesstue. Det er et ganske hyggeligt sted med nogle flinke flatmates, som er gode til at tage hensyn til hinanden. Selv om den ene er death metal guitarist (by night og statistisk analytiker by day!), er der overhovedet ingen larm, som jeg skal forholde mig til. Det betyder virkelig meget for min tilpasningsproces, har jeg fundet ud af. Jeg lærer meget af at være flyttet sammen med nogle vaskeægte kiwier. De ved så meget også om resten af verden, og her stilles ikke nogen spørgsmål som, om der går isbjørne rundt på gaderne i Danmark, eller om Danmark egentlig ikke bare er hovedstaden i Sverige. Det at lytte til sproget og høre nye udtryk gør, at jeg føler mig bedre rustet for hver dag, der går, og jeg er ikke længere så nervøs for at kaste mig ud i nye samtaler. Dog er jeg stadig noget hæmmet af de sproglige barrierer. Heldigvis kan jeg også lære dem noget; foreløbig er vi nået til lektionen om ’ø’, som i ”rød grød med fløde på”. Jeg dør af grin, hver gang de prøver. Nå ja, og så har jeg selvfølgelig også lært dem at sige skål og bande lidt på dansk.
Ugens udfordring har været at starte på arbejde. Jeg havde min første dag hos Network PR i tirsdags, som er et stort PR-bureau i New Zealand. Som i resten af verden er en del PR-arbejde overtaget af de enkelte virksomheder, som selv har oprettet kommunikations-, marketings- eller/og PR-afdelinger. Derfor er der heller ikke mange af de store velrenommerede konsulentbureauer tilbage. Men Network PR er her endnu efter at have eksisteret i 30 år. Kontoret her i Wellington (de har kontorer i Sydney, Auckland og Wellington) har specialiseret sig inden for netværksrelationer og stakeholder management. Wellington by, som jo er hovedstaden her i landet, indeholder mange store offentlige og statslige organisationer. Derfor tager en del af vores arbejde også udgangspunkt i den præmis, og jeg skal da nok få stillet min sult efter offentlig kommunikation, mens jeg er her.
En arbejdsdag hernede er faktisk ikke så forskellig fra en dansk hverdag. Man møder ind omkring kl. 8, men går til gengæld ikke hjem før fem (og gerne senere). Frokosten indtages bag computerskærmen – nogle går dog ud og spiser, men de fleste har medbragt mad med eller henter en hurtig sandwich rundt om hjørnet. Takeaway er skam også virkelig billigt, så det er forståeligt nok. Du kan nærmest ikke lave din egen sandwich for samme pris. Her på kontoret er der ikke megen sniksnak i krogene; man arbejder på det projekt, man nu engang er i gang med, og henvender sig mest, hvis der opstår et spørgsmål. Jeg tror derfor ikke, jeg kommer til at omgås specielt meget med mine kollegaer i min fritid, selvom de alle er virkelig søde og venlige. Det ligger bare ikke rigtigt i luften, at det er noget man gør. Måske jeg ændrer syn i morgen, hvor der er Friday drinks efter arbejde. I’ll keep you posted.
Det gik ganske hurtigt med at finde et sted at bo hernede. Den ene dag troede jeg, at jeg skulle være hjemløs, den næste havde jeg et værelse på hånden. Jeg er flyttet i overetagen af et hus, som jeg deler med 4 andre, to drenge og et par. Lejligheden består af fire værelser, to badeværelser (et til drengene og et til pigerne – vi har det bedste!), køkken og fællesstue. Det er et ganske hyggeligt sted med nogle flinke flatmates, som er gode til at tage hensyn til hinanden. Selv om den ene er death metal guitarist (by night og statistisk analytiker by day!), er der overhovedet ingen larm, som jeg skal forholde mig til. Det betyder virkelig meget for min tilpasningsproces, har jeg fundet ud af. Jeg lærer meget af at være flyttet sammen med nogle vaskeægte kiwier. De ved så meget også om resten af verden, og her stilles ikke nogen spørgsmål som, om der går isbjørne rundt på gaderne i Danmark, eller om Danmark egentlig ikke bare er hovedstaden i Sverige. Det at lytte til sproget og høre nye udtryk gør, at jeg føler mig bedre rustet for hver dag, der går, og jeg er ikke længere så nervøs for at kaste mig ud i nye samtaler. Dog er jeg stadig noget hæmmet af de sproglige barrierer. Heldigvis kan jeg også lære dem noget; foreløbig er vi nået til lektionen om ’ø’, som i ”rød grød med fløde på”. Jeg dør af grin, hver gang de prøver. Nå ja, og så har jeg selvfølgelig også lært dem at sige skål og bande lidt på dansk.
Ugens udfordring har været at starte på arbejde. Jeg havde min første dag hos Network PR i tirsdags, som er et stort PR-bureau i New Zealand. Som i resten af verden er en del PR-arbejde overtaget af de enkelte virksomheder, som selv har oprettet kommunikations-, marketings- eller/og PR-afdelinger. Derfor er der heller ikke mange af de store velrenommerede konsulentbureauer tilbage. Men Network PR er her endnu efter at have eksisteret i 30 år. Kontoret her i Wellington (de har kontorer i Sydney, Auckland og Wellington) har specialiseret sig inden for netværksrelationer og stakeholder management. Wellington by, som jo er hovedstaden her i landet, indeholder mange store offentlige og statslige organisationer. Derfor tager en del af vores arbejde også udgangspunkt i den præmis, og jeg skal da nok få stillet min sult efter offentlig kommunikation, mens jeg er her.
En arbejdsdag hernede er faktisk ikke så forskellig fra en dansk hverdag. Man møder ind omkring kl. 8, men går til gengæld ikke hjem før fem (og gerne senere). Frokosten indtages bag computerskærmen – nogle går dog ud og spiser, men de fleste har medbragt mad med eller henter en hurtig sandwich rundt om hjørnet. Takeaway er skam også virkelig billigt, så det er forståeligt nok. Du kan nærmest ikke lave din egen sandwich for samme pris. Her på kontoret er der ikke megen sniksnak i krogene; man arbejder på det projekt, man nu engang er i gang med, og henvender sig mest, hvis der opstår et spørgsmål. Jeg tror derfor ikke, jeg kommer til at omgås specielt meget med mine kollegaer i min fritid, selvom de alle er virkelig søde og venlige. Det ligger bare ikke rigtigt i luften, at det er noget man gør. Måske jeg ændrer syn i morgen, hvor der er Friday drinks efter arbejde. I’ll keep you posted.
Abonner på:
Opslag (Atom)