En kiwi er da en frugt, ikke?

Jeg skal ikke holde nogen hen i spænding. Som de fleste allerede har set via Facebook eller andre fantastiske online medier, så kan det rent faktisk godt lade sig gøre at rejse 39 timer og stadig være lige sund (eller usund). Indrømmet, det sled lidt, og jeg ankom da også med ankler af en størrelse, der kunne gøre selv en elefant misundelig. Men det kan vist ikke kaldes at lide overlast. Så frygt ej, kast jer endelig ud i samme tur og kom ned og besøg mig.

Alting gik altså godt på vej herned. Ingen forsinkede fly, ingen aflysninger eller andre uheld. Lykkelig var jeg for at gense min bagage i lufthavnen. Det var faktisk den første kuffert, jeg fik øje på på bagagebåndet, så jeg kunne sende forældrene en venlig tanke for at have valgt den i lige præcis DEN pink farve - jeg kalder den for my Big Pink Panther.

Jeg ankom til Wellington torsdag den 27. januar og tjekkede ind på et rigtigt backpackerhostel. Det var lige, som det skulle være med afskallede vægge og gulvtæpper, der lugtede af sure tæer. Lige nu bor jeg på værelse med 5 andre piger, og det går faktisk meget godt. De er vældig søde. Og så strutter de alle af sundhed med deres brune kulør og solafblegede hår. Det er lidt ærgerligt, for jeg kommer mest af alt til at ligne et spøgelse med min vinterblege danske hud, når jeg bevæger mig rundt blandt folk på gaden.

Når man taler om solen, så skinner den indtil videre ret meget hernede. Der har været omkring 20-24 grader, og man glemmer lynhurtigt, at man er rejst fra frostgrader blot få dage forinden. Men vejret er også meget omskifteligt og i dag har det skiftevist regnet, været godt vejr, regnet mere, været høj solskin, og så lige lidt mere regn. Det er heller ikke for ingenting, at man kalder det for Windy Wellington, for her blæser ret så meget Vejrets uforudsigelighed er just part of the charm.

Men jeg lovede også nogle flere facts om New Zealand. Og der er ikke noget som en god flyvetur til at få læst op på sine lektier. Her kommer lidt generel viden om landet på den anden side af jorden: New Zealand består af to store øer, Nordøen og Sydøen. Wellington, der er landets hovedstad, har 167.600 indbyggere, og ligger på sydspidsen af Nordøen. Der bor knap 4 mio. mennesker i landet og 40 mio. får (altså næsten ligesom Danmark har det med svin). Den oprindelige befolkning er maorierne. I 1642 snublede de første europæer over New Zealand, men kom aldrig længere end til kysten, fordi maorierne gjorde for meget modstand. Mere end 100 år senere gik den berømte James Cook i land og satte officielt New Zealand på verdenskortet. I 1840 blev landet en del af den britiske krone og er i dag en selvstændig nation inden for Commonwealth med selvstyre, men stadig under den britiske monark.

Bonusinfo: Hvis du tror kiwi bare er en frugt, så kan du godt tro om...
’Kiwi’ =
”Frugt på størrelse med et æg med brunt, loddent skind og grønt, saftigt frugtkød samt syrlig smag”.
”Gråbrun strudsfugl på størrelse med en høne der har langt næb og hårlignende fjer” (og New Zealands nationalfugl).
”Slang for en newzealænder”
”Det nye navn for ALTA discountkæden”

Derudover er ’kiwi’ også et slangsprog i sig selv og navnet på NETTO’s kundemagasin. Tilføj selv gerne flere til listen…

Kan man fysisk holde til at rejse i 39 timer?

Så sker det endelig, det jeg har ventet på de sidste mange måneder, ja lige siden jeg fik meddelelsen om, at jeg havde en praktikplads hos Network PR i Wellington, New Zealand. Jeg sidder i skrivende stund og venter på flyet til London i Københavns lufthavn. En times tid endnu så er der afgang. Det føltes noget surrealistisk, da stewardesse tjekkede min bagage ind og spurgte om den skulle helt til Wellington. Det er faktisk omme på den anden side af jorden, vi taler om, for ikke at sige mange mellemlandinger imellem, hvor kufferten kan nå at blive væk. Hvis den altså holder så længe, jeg synes allerede syningerne var ved at skride, da jeg tog afsked med den. Lavvægtskuffertere er vist ikke, hvad de har været. Og så var der endda plads til flere kilo i den. Mor, hvor er den gaffatape, du lovede at sende med mig…

Men af sted kommer jeg altså. Eller det ser det i hvert fald ud til lige nu (bank under bordet, syv ni tretten osv.). Der har været dage op til, hvor jeg har haft lyst til at bakke ud, sige at det her da måtte være en frygtelig fejltagelse, at det måtte være en anden Marianne, der skulle i praktik downunder (mon det også hedder det i New Zealand…?). Jeg føler mig heller ikke helt ordentligt forberedt – der er så mange flere ting, jeg burde vide om stedet, jeg rejser til. Alt det research jeg har udskudt til senere, fordi jeg ikke lige har haft tid. Der var altid lige en eksamen om hjørnet, der først skulle fokuseres på. Men jeg lover højt og helligt at tjekke op på alle facts, does and don’ts til næste gang jeg skriver. Ligesom I også nok skal få nærmere vished om, om det nu også kan lade sig gøre at rejse i 39 timer uden at få flykuller eller rejsefeber.

Pas på jer selv derhjemme.