Det siges, at ”home is where the heart is”. Hvis det er sandt, kan man I princippet bosætte sig overalt i hele verden uden at opleve tilværelsen som hverken rodløs eller fragmenteret. Jeg har ikke lagt mit hjerte i hverken New Zealand eller Wellington endnu, men på et tidspunkt begynder selv det at føle hjemve at føles som en helt normal tilstand. Der kommer små tegn på, at man er ved at falde til, som at gå den samme vej på arbejde og på den måde skabe sig en rutine, udvælge den samme sandwich rundt om hjørnet, tage sig selv i tænke, at bare jeg dog havde husket at tage indkøbsedlen med, den lå jo lige dér hjemme på bordet. Jo ganske langsomt erstattes længslen efter hjemlandet med længslen efter at falde til. Falde til i mit nye hjem, som jeg flyttede ind i i tirsdags.
Det gik ganske hurtigt med at finde et sted at bo hernede. Den ene dag troede jeg, at jeg skulle være hjemløs, den næste havde jeg et værelse på hånden. Jeg er flyttet i overetagen af et hus, som jeg deler med 4 andre, to drenge og et par. Lejligheden består af fire værelser, to badeværelser (et til drengene og et til pigerne – vi har det bedste!), køkken og fællesstue. Det er et ganske hyggeligt sted med nogle flinke flatmates, som er gode til at tage hensyn til hinanden. Selv om den ene er death metal guitarist (by night og statistisk analytiker by day!), er der overhovedet ingen larm, som jeg skal forholde mig til. Det betyder virkelig meget for min tilpasningsproces, har jeg fundet ud af. Jeg lærer meget af at være flyttet sammen med nogle vaskeægte kiwier. De ved så meget også om resten af verden, og her stilles ikke nogen spørgsmål som, om der går isbjørne rundt på gaderne i Danmark, eller om Danmark egentlig ikke bare er hovedstaden i Sverige. Det at lytte til sproget og høre nye udtryk gør, at jeg føler mig bedre rustet for hver dag, der går, og jeg er ikke længere så nervøs for at kaste mig ud i nye samtaler. Dog er jeg stadig noget hæmmet af de sproglige barrierer. Heldigvis kan jeg også lære dem noget; foreløbig er vi nået til lektionen om ’ø’, som i ”rød grød med fløde på”. Jeg dør af grin, hver gang de prøver. Nå ja, og så har jeg selvfølgelig også lært dem at sige skål og bande lidt på dansk.
Ugens udfordring har været at starte på arbejde. Jeg havde min første dag hos Network PR i tirsdags, som er et stort PR-bureau i New Zealand. Som i resten af verden er en del PR-arbejde overtaget af de enkelte virksomheder, som selv har oprettet kommunikations-, marketings- eller/og PR-afdelinger. Derfor er der heller ikke mange af de store velrenommerede konsulentbureauer tilbage. Men Network PR er her endnu efter at have eksisteret i 30 år. Kontoret her i Wellington (de har kontorer i Sydney, Auckland og Wellington) har specialiseret sig inden for netværksrelationer og stakeholder management. Wellington by, som jo er hovedstaden her i landet, indeholder mange store offentlige og statslige organisationer. Derfor tager en del af vores arbejde også udgangspunkt i den præmis, og jeg skal da nok få stillet min sult efter offentlig kommunikation, mens jeg er her.
En arbejdsdag hernede er faktisk ikke så forskellig fra en dansk hverdag. Man møder ind omkring kl. 8, men går til gengæld ikke hjem før fem (og gerne senere). Frokosten indtages bag computerskærmen – nogle går dog ud og spiser, men de fleste har medbragt mad med eller henter en hurtig sandwich rundt om hjørnet. Takeaway er skam også virkelig billigt, så det er forståeligt nok. Du kan nærmest ikke lave din egen sandwich for samme pris. Her på kontoret er der ikke megen sniksnak i krogene; man arbejder på det projekt, man nu engang er i gang med, og henvender sig mest, hvis der opstår et spørgsmål. Jeg tror derfor ikke, jeg kommer til at omgås specielt meget med mine kollegaer i min fritid, selvom de alle er virkelig søde og venlige. Det ligger bare ikke rigtigt i luften, at det er noget man gør. Måske jeg ændrer syn i morgen, hvor der er Friday drinks efter arbejde. I’ll keep you posted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar