Livet er at arbejde

Der har været små temaer for bloggen her de forgangne uger. Det er så rart at kunne kategorisere sit liv i små bokse med matchende låg, hvor det hele kan passe fint i. Men det er jo sjældent sådan, at tilværelsen udspiller sig. I stedet gør vi os en række erfaringer, som kædes sammen af tilfældigheder, eller skæbnen alt efter hvad man tror på, og tilsammen udgør de livets gang. Det er måske de store, betydningsfulde begivenheder, som vi husker, men det er de små hverdagsepisoder, livet består mest af. Denne gang skal bloggen ikke handle om hverken kærlighed eller ødelæggelse, men om alt det triviale der sker indimellem.

Jeg bruger 9 timer på kontoret alle hverdage, bortset fra fredag hvor det kun er 8,5. For at fungere ordentligt skal jeg have ca. 7,5 times søvn (og gerne lidt mere). Det efterlader omtrent 7,5 time til alt det andet (madlavning, vaske tøj, gøre rent, skrive mails og alskens sjov og ballade). Så er der weekenderne. Indrømmet jeg har altid lidt arbejde med mig hjem, for det er rart at kunne sidde med det i fred og ro. Jeg har endnu ikke lært at præstere på kommando, og det er nok én af de største fejl ved universitetsuddannelserne i Danmark, der kræver så meget selvstudie. Man bruger fem år på at lære at arbejde på alle mulige og umulige tidspunkter af døgnet, og når man så kommer ud på en arbejdsplads, får man et skrivebord at sidde ved, og værsgo, at producere, tak. Men undskyld mig, hvor er alle mine overspringshandlinger henne? Det er begrænset, hvor mange gange jeg kan rende ud til kaffemaskinen og tilbage igen. Faktisk har jeg været nødt til at lære at drikke kaffe i det hele taget for at få lov til at få den mulighed. Og jeg har tænkt mere end én gang, at jeg måske burde begynde at ryge for at kunne få lov til at bevæge mig væk fra min pind. En fleksibel arbejdsplads står højt på ønskesedlen, når jeg kommer hjem. Det er enten det eller rygning.

Dermed ikke sagt at livet kun er arbejde. Det er en stor del af det, men jeg er også rejst om på den anden side af jorden for det. Og det er spændende arbejde, jeg får lov til at fordybe mig i. Noget handler om miljøpolitik og vedvarende energi, andet handler om relationsmarketing og politiske interessenter. Den ene dag sidder jeg og læser om vandforurening og miljøstrategier, den næste om bredbåndsudvikling og public policy. Men det er også tunge sager, alvorlige emner, og der er ikke megen plads til leg og kreativitet. Heldigvis har jeg tiltusket mig så mange projekter, jeg kan, om webudvikling og online kommunikation. Det kan godt være, at html-koder ikke virker specielt ophidsende i manges ører, men tænk at man kan indtaste nogle få tegn på en side, og så påvirker udseendet på en anden. Det er vel også en form for kreativitet. Jeg krydser fingre for, at bestyrelsen godkender et projekt i næste uge, som handler om at udvikle en hjemmeside for et af vores produkter. Det er godt nok ikke mig, der bliver ansvarlig for projektet, men jeg skal suge al det arbejde fra det, som jeg overhovedet kan.

Hvad kom jeg til, nå ja, livet er ikke kun arbejde. Jeg laver skam også andet end det. Fredag spiste jeg sammen med en anden dansker, som bor hernede fast. Der fik jeg prøvet min første fish pie, en tærte lavet af kartoffelmos og fisk. Den opskrift skal afprøves, når jeg kommer hjem. Søndag var jeg ude og bestige et bjerg. Måske er det lidt i overkanten at kalde det et fuldvoksent bjerg, det er kun 450 meter over havoverfladen, men siden det højeste punkt i Danmark kun er nogen og 170 meter, så tillader jeg mig alligevel at bruge betegnelsen. Det tog en times tid at vandre derop, eller ’trampe’, som de siger hernede. Man ’hiker’ ikke, man ’tramper’. Første gang jeg hørte nogen snakke om det der tramping, tænkte jeg, nåh I mener at trampe, som at trampe i pedalerne. Så jeg begyndte straks at tale om al den cyklen, vi gør i Danmark, hvordan det er en helt særlig del af vores kultur. De kiggede lidt underligt på mig, og det var først, da én mimede en lille vandresekvens, at jeg fattede pointen. Og her gik jeg og troede, at engelsk var engelsk, og at jeg ikke var landet på Mars. Så lærte jeg det. Men nu har jeg rent faktisk prøvet tramping, og det virkede jo meget godt. Jeg var overrasket over, at jeg nåede toppen uden at være ved at dø, kun lettere rød i hovedet og en smule forpustet. Men nu øver jeg mig selvfølgelig også hver dag på mine 152 trappetrin hjem fra, nå ja, arbejde. Og så er vi tilbage, hvor vi startede. Jeg arbejder 9 timer om dagen, sover 7,5 og resten af tiden bruger jeg på at nyde, at jeg er her i fantastiske New Zealand, der kun bliver en smule mindre fantastisk af de jordskælv, vi engang imellem udsættes for.