Web 2.0 – Buzz eller brilliant?

Borrowed here but originally from geek and poke

Efter at have fået job til januar har vi pludselig fået lidt travlt med specialet. Flere har spurgt, om det ikke har taget noget af presset af i forhold til specialet. Nu er det måske ikke så afgørende længere, om det bliver en topkarakter, eller om vi sniger os igennem med skindet på næsen. Dem, der spørger sådan, kender os tilsyneladende ikke specielt godt, for den faglige stolthed er stadig det vigtigste. Job eller ej, der bliver ikke afleveret et speciale, som både Louise og jeg ikke kan stå 100 % inde for – det er vi vist begge for ærekære til.

Derfor har vi brugt de sidste par uger på at få al teorien på plads. Vi har konverteret mange hundrede siders bøger, artikler og blogindlæg til 25 siders teori om kommunikation, postmodernisme, internettet, webbet (yes, there's a difference), relationsmarkedsføring og netværk lige fra netværkssamfund, netværksøkonomi og netværksmennesket. Det har været lidt som at løbe en halvmaraton og vide, at man havde information nok til at løbe en helmaraton. Der er stadig rigtig meget, vi kunne have taget fat i. Her på bloggen vil jeg komme med et lille bitte udsnit af emnet Web 2.0

Web 2.0

Jeg er slet ikke sikker på, at web 2.0 har sin eksistensberettigelse. Der er lige så mange definitioner og meninger om indholdet og betegnelsen som der er grannåle i en nåleskov. Termen blev officielt brugt første gang på en konference med O’Reilly Media som en paraplybetegnelse for en række nye platforme og applikationer, der havde til formål at skabe deltagelse. ’Det deltagende web’ er kendetegnende for Web 2.0

En tilgang til Web 2.0 er at betragte termen som en epoke, der afløser Web 1.0, og som nødvendigvis må afsluttes på et tidspunkt og efterfølges af noget andet (Web 3.0). Web 1.0 anskues som et arkivskab, hvor brugerne ikke tager aktivt del i at producere indhold, men de mange sociale applikationer tildeler brugerne nye roller som medproducenter, smagsdommere og vidensdelere i Web 2.0. Der er dog et stort problem ved at se Web 2.0 som en ny epoke: idéen bag World Wide Web (start 1990’erne) var netop som et rum for samarbejde og interaktion mennesker imellem, og Web 2.0 er mere et spørgsmål om at vende tilbage til noget oprindeligt end en ny epoke.

Andre ser Web 2.0 som en kommerciel konstruktion. Her anskues Web 2.0 som overordnet betegnelse for de tidligere nævnte sociale applikationer, social kommunikation og en forretningsmodel (netop fordi det brugerskabte indhold kommercialiseres). Web 2.0 defineres altså både ud fra en teknologisk karakteristik, et kommunikativt aspekt, en tidsmæssig afgrænsning, en brugerkontekst og et magtperspektiv, hvor grænserne mellem modtager og afsender er visket ud.

En bundløs digital sø af middelmådighed?

Netop magtbegrebet diskuteres og problematiseres med det deltagende web. Social software sænker adgangstærsklen til at deltage i online konversationer, og ekspertise bliver lagt ud hos masserne. Man taler i den forbindelse om ’masseamatørisme’. Alle er potentielle forfattere. Spørgsmålet er så, om det er en god eller dårlig ting? Tidligere har jeg talt meget varmt om Twitter, som netop er et eksempel på ’masseamatørismen’. Men hvis det skal ses som en bundløs digital sø af middelmådighed, er der, med den uanede mængde viden, samlet i ét forum, vist ingen tvivl om, at amatørerne har fortjent ekspertrollen.

From tomfisburne.com

Uanset hvordan og hvorledes vi betragter Web 2.0 som noget nyt, retro, teknologisk eller kommunikativt, er det volumen og eksplosionen i det sociale, der er det interessante ved den nuværende tilgang til webbet. Og så brug det dog derude, virksomheder. Brug jeres brugere til at finde ud af, hvor produkterne skal bevæge sig hen, lyt til dem, involver dem, gør dem til ambassadører for jeres brand. Det behøver ikke være så avanceret, at I skal afsætte flere hundrede tusinde til et bureau. Brug de data, I kan hente ind om jeres brugere gennem f.eks. Google Analytics - gratis. I stedet for at gå og tro, I kender deres næste skridt, så lad gætteriet blive afløst af den faktiske adfærd. Brug nu de muligheder, I har med det deltagende web til at lære folk at kende, til at tage del i den samtale, der allerede foregår om jer uden for egne digitale platforme, til at slippe kontrollen og omfavne en ny og mere mangfoldig forretning. Kære virksomhed – vær modig og vis verden derude, at I selv tager del i det deltagende web.

 Blogindlægget er en meget overfladisk og kortfattet beskrivelse af Web 2.0, baseret på en række litteratur, som kommer her:

- Annette Agaerdal-Hjermind (2010) "Corporate Blogging: En eksplorativ kontekstuel analyse af en gruppe interne blogaktørers anvendelse af en organisations webblog som ekstern kommunikationsplatform"

- Per Meyler & Jesper J.B. Edsberg (2007) "Social software i organisationer"

- Mads Bødker & Martin S. Christensen (2007) "Nettets genkomst"

- Tim O'Reilly (2005) "What is Web 2.0"

- Niels Ole Finnemann (2009) "Web 2.0"

- Niels Ole Finnemann (2008) "Internettet i et mediehistorisk perspektiv"

- Christian Dalsgaard & Elsebeth K. Sørensen (2008) "A Typology for Web 2.0"

- Clay Shirky (2008) "Here comes everybody: How change happens when people come together"

Så fik man det der job der

Det er lørdag formiddag (okay lørdag middag), computeren er tændt, bøgerne slået op, kaffemaskinen spytter hjælpende energitjære ud. Jeg har konverteret weekenden til hverdage og hverdage til...tjaa hverdage. Det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil tillade mig selv at holde fri, der er bare så meget andet, der også trækker. Så hvis jeg vil nyde, må jeg også yde. Også lørdag formiddag (okay middag, jeg er ikke så god til at stå tidligt op),og selvom det er dagen derpå.

Jeg var til årets første julefrokost i går med pigerne fra skolen. Det er så hyggeligt at se hinanden igen. Vi er efterhånden blevet spredt for alle vinde; nogle arbejder, nogle skriver speciale, nogle (læs én) starter virksomhed op med den ene hånd og passer sine børn med den anden. Og selvom vi har madklubben med det famøse navn "Spis og Skrid", er det ikke altid, der er tid og overskud til at dukke op. Det bliver som regel altid til mere spis end skrid.

Det er skønt at mødes og lægge specialet fra sig. Så godt som man nu kan, for emnet er jo altid lige op og vende. Nå, hvordan går det på specialekontoret, har I fået god kontakt med vejleder, hvor langt er I kommet i skriveprocessen, hvordan er det nu lige, det er med den der kritiske diskursanalyse? Og så videre. Nå, ja og så er der altid lige nogle, der skal bringe et emne på banen, som man aldrig har hørt om, og der udbryder en momentan tilstand af panik. Øh, hvad snakker de om? Det har vi da aldrig gjort. Hvordan gør man det? I går var det Louises og min tur til at sidde og ligne spørgsmålstegn: Fastlægge en analysestrategi? Sådan sætte betegnelse på, ej, det plejer vi ikke at gøre...Så nu skal der lige en panikmail af sted til vores vejleder:

Kære Annette
Til vores julefrokost i fredags kom vi til at diskutere analysestrategier. Det er vi aldrig rigtig gået op i før. Hvad tænker du egentlig om det?

Bedste hilsner
Louise og Marianne

Det er let at køre hinanden lidt af sporet, når vi sidder og diskuterer, for vi ved jo godt, at vores forskellige vejledere, lægger vægt på ganske forskellige ting. Og fordi nogle er vant til at arbejde med eksplicitte arbejdsmetoder, arbejder andre måske med dem implicit. Dermed ikke sagt, at analysestrategien ikke skal med, og vi sender da helt sikkert en mail af sted til vores vejleder om det, men jeg tror, det er vigtigt at huske på, at vi alle har forskellige måder at gribe en opgave an på, og at vi ikke skal lade os hyle ud af den, fordi andre gør noget andet.

Men vi havde en fed julefrokost med det fineste pyntede julebord og masser af julemad. Selv alkoholen var rød i dagens anledning. Jeg sidder da også stadig her og hamrer i tastaturet med den fineste røde juleneglelak på fingrene - lidt kulør skal specialet da have. Også selvom jeg i tirsdags officielt blev rigtig voksen. Jeg har nemlig fået sådan et rigtigt job. Fra 8-16 på kontoret. Hver dag. Og jeg glæder mig! Jeg skal begynde i midten af januar som it-konsulent i home. Godt nok kun i et barselsvikariat, men det bliver fantastisk at få noget mere hands on og jord under neglene. Teori, idéer og forslag hænger mig langt ud af halsen, nu er det på tide at få nogle af dem ført ud i livet. Det var helt sikkert det, jeg bedst kunne lide ved mit praktikophold; at i stedet for at kun at tale om projekter, så kunne man rent faktisk føre dem ud i livet og se resultaterne af dem.

Yes, så jeg skal være it-konsulent. Så er spørgsmålet bare, om man godt må have knaldrød neglelak på i en it-afdeling...?

Twitte til hinanden, twitte til hinanden...

Lånt af: http://www.onlinekonsulenten.dk

Jeg er efterhånden blevet så glad for twitter, at jeg synes, det har fortjent at få et dedikeret blogindlæg helt for sig selv. Altså ikke noget om speciale i denne omgang, kun twitter twitter twitter. 

Microbloggen twitter er et fantastisk værktøj til at sprede dine og andres budskaber ud i løbet af nul-komma-fem. Med kun 140 tegn til rådighed er du nødt til at være kort og præcis for at give mening og trænge igennem de mange tusinde tweets hver dag. Der er stor forskel på, hvordan forskellige mennesker bruger twitter, og også stor forskel på, hvordan vi bruger det i Danmark i forhold til udlandet. Følg de kendte, når de blogger på twitter, og få et indblik i deres liv. Hør på virksomheders snak. Lyt, sludr eller råb op, som det passer dig. Og skab et uvurderligt netværk. Alt sammen ved hjælp af sølle 140 tegn.

Jeg eeeelsker twitter. For mig er det en fantastisk mulighed for at hente den nyeste viden fra eksperter, som brænder lige så meget for et emne, som jeg. I stedet for at gå på biblioteket eller pløje aviser igennem for at researche åbner jeg mit twitterfeed og finder nogle af de mennesker, som ved mest om det, jeg vil vide noget om. Jeg stikker altså fingeren ned i et uudtømmeligt videnshav. Der er masser af viden at hente, og det er alt sammen samlet på ét sted. Gratis. Perfekt i et rygende travlt samfund! 

Men det er også grænseoverskridende at kaste sig i lag med twitter. 95 % af de mennesker, jeg følger på twitter, er ikke nogen, jeg kendte i forvejen. At skulle opbygge et netværk af fremmede mennesker er ikke noget, der ligger til min gode jyske natur. Jeg har lært hjemmefra ikke at stikke næsen for langt frem og tro, jeg er noget. Men selvfølgelig skal man da det. Din viden sammen med min viden er jo dobbelt så god. 

Som det er nu, er twitter ikke et særligt populært socialt medie her i Danmark. Kun 30.000 danskere er på twitter (Danske twitter tal for februar 2011) mod 2,6 mio danske facebook-brugere (Social Media Factbook, Socialsemantic.eu). Og det er jo ikke specielt imponerende. twitter har derfor en tendens til at blive lidt nørdet – men det har også sin charme. For informationsniveauet bliver tilsvarende højt, hvad lille videnshungrende jeg nyder fantastisk godt af. Men jeg tror også, at twitterforskrækkelsen har noget at gøre med et andet dansk fænomen, som vi i hvert fald bliver slået i hovedet med på uddannelsesinstitutioner: Del aldrig din viden! Viden er din mest dyrebare ressource, så forær den ikke væk. Og hvis der er noget, jeg har lært af twitter, så er det denne lektie: Giv først! For det, du giver, komme tifold igen. Og er det ikke også hele idéen med at skabe netværk? Man skal bidrage med noget, ellers er der ingen grund til at blive optaget i et netværk. Så hvis bare alle gav lidt hver dag, er der ingen grænser for, hvor langt vi kunne nå. 

Ja, jeg er vist også lidt af en Twippie. 

Find mig på twitter @M_Holmgaard eller klik her          

Så var der det der med billeder...

Nu siger billeder jo mere end tusinde ord, og jeg har lagt mærke til, at der er lige lovligt meget tekst på bloggen. Så selvom den har fået et make over - et mindre ansigtsløft og, synes jeg selv, er blevet noget pænere, så er den altså også lidt kedelig at se på.

Det var jo let nok, da bloggen handlede om min tid i New Zealand (må jeg lige pause den her og sætte en tankestreg - ahh New Zealand, sikken et dejligt land og en dejlig tid. I miss you!). Dengang kunne jeg bare poste et af de milliarder af billeder, jeg tog af den taknemmelige natur. Billedtemaet for en specialeblog er altså ikke helt så let.

Så nu smider jeg bolden ud til jer, kære læsere. Hvad skal der billeder af på specialebloggen? Er det billeder af bøgerne, jeg bruger, specialepladsen (jeg har ikke begrænset mig af et specialekontor - hele verden er pt. min specialeplads), udviklingen i specialerodet, årstiderne, der skifter, mig, der får grå hår i hovedet, mig, der river håret ud på mig selv, generelle dagligdagsbilleder som f.eks. den mad, jeg laver eller noget helt tredje. Kun fantasien sætter grænser.

Så kom med dit bud til at peppe bloggen op :-)

Kontrakten er klar

Så er det officielt. Kalenderen har rundet 1. oktober, og specialekontrakten er godkendt. Jeg er altså nu specialestuderende. Og sådan definerer vi os ofte med, hvad vi kan kalde os eller laver lige nu. Praktikant, specialestuderende, nyuddannet. Blandt mine medstuderende diskuterer vi ofte, hvordan vi kommer til at definere os, når vi er færdige som studerende. I fem år har vi haft en rimelig fast skabelon for, hvem vi var, hvordan vi skulle agere, hvor vi var på vej hen. Nu bliver hele verden vendt på hovedet, og vi må forsøge at skabe os en identitet, som ikke drejer sig om at være studerende. Det er en både nervepirrende og spændende på én gang.

Men jeg lovede jo også en mere faglig gennemgang af, hvad specialet kommer til at gå ud på. Og i dag kan jeg løfte sløret for, at vi har været så heldig at få et samarbejde op og køre med Jysk Rejsebureau. De har et godt website - vi skal kigge på, om det kan gøres endnu bedre rent kommunikativt. Vores tese er, at mere brugerinvolvering på et website kan skabe konkurrencemæssige fordele for en virksomhed. Det tror jeg selvfølgelig på, ung og idealistisk som jeg jo er. Men der er mange gode grunde til, at virksomheder holder igen med at lade indholdet være på brugernes præmisser. Det skal blive interessant at se, om det holder vand.

Det betyder, at jeg skal arbejde med en hel masse, som jeg ikke har lært noget som helst om på studiet. Det er begreber som SEO, Adwords, Google Analytics, CMS og split tests jeg skal have helt ind under huden. Da jeg hverken kan kode en hjemmeside eller er specielt teknisk anlagt, kommer det til at være en udfordring. Heldigvis har jeg snust til emnet gennem både studiejob og praktikforløb, og jeg følger troligt debatter, artikler og blogindlæg om weboptimering. Så jeg skal nok komme efter det. Målet er at blive pissesej til det der digital kommunikation. Hvor svært kan det være...?
 

Specielt om speciale

Så er der nyt fra bloggen igen. Nu med redesign og et opdateret indhold.

Det er ved at være to måneder siden, jeg kom hjem fra New Zealand og et halvt års praktikophold. Det har været udfordrende, hårdt og pissefedt. To måneder er jo ingenting, men det føles, som om jeg aldrig har været af sted. Som om det er sket for en helt anden person. Jeg har pakket lejligheden ud på Ankersgade og folk griner af mig. Man kan overhovedet ikke se, at jeg har været af sted. Bortset fra et par nye huller i væggene står alting, som det plejer. Selv bøgerne er linet op på nøjagtigt samme måde - efter højden naturligvis. Kontrolfreak, nej mig, slet ikke.

Men der er nok en grund til, at tiden er fløjet forbi. Jeg starter officielt på specialet 1. oktober. Og man skulle jo gerne have det meste på plads inden. Så det fylder meget. I hvert fald inde i mit hoved. Sådan i kalenderen er det nok egentlig begrænset, hvor meget tid jeg har haft sat af til det. Men det forandrer sig nu - lige nu. Eller fra 1. oktober. Så er det slut med at arbejde så meget på studiejobbet, og fylde de andre dage med alt muligt andet. Okay, indrømmet, jeg har lidt svært ved at fokusere. Ligesom jeg ikke er god til deadlines, der ligger fem måneder ude i fremtiden. Det er lidt, ligesom om at jorden skal brænde under fødderne på mig, før jeg tager det seriøst. Der er sikkert skrevet tykke bøger om den type mennesker, og hvad man kan gøre ved det. Jeg må hellere konsultere én af dem.

Nej, fokus, ikke alle de her overspringshandlinger. Tag nu denne her blog for eksempel - denne søndags overspringshandling. Jeg burde læse og forberede mig til mit første vejledningsmøde, og alligevel sidder jeg her. Jeg tror, mit første fokus, skal være fokus. Men at skrive om specialet, er vel også en slags måde at arbejde på specialet på.

Derfor er det også rart, at jeg ikke sidder med specialet alene. Jeg skal dele oplevelsen med min læsegruppe, som egentlig bare består af Louise og jeg. Men da vi efterhånden har delt mange opgaver, sene aftner og lakridstophatte (og superpiratosser ikke at forglemme), så er det jo ikke bare bare. Vi skal nok få et godt speciale ud af det her. Hende har jeg stor tiltro til.

Måske det har været svært med mit fokus, fordi det er gået lidt for let her i opstartsperioden. Vi blev rimelig hurtigt enige om emnet, udtænkte et problemfelt, som begge fandt spændende, fik tildelt den vejleder, vi helst ville have og fandt en casevirksomhed, som var friske. Det er næsten gået for let. Hvor er konflikterne, modgangen og frustrationerne? De skal selvfølgelig nok komme. For efter hybris følger nemesis. Og første vejledningsmøde er allerede på tirsdag. Jeg er sikker på, at vores vejleder ikke bare sige ja tak og amen til det hele.

Det her blogindlæg er egentlig bare et rids af, hvor jeg er lige nu. Næste gang kommer det til at handle meget mere om specialet. Hvad det går ud på, og hvilken vej det skal gå. Og det bliver meget mere fagaktuelt, det lover jeg.

Det var så (næsten) det

Kalenderen siger, at det er vinter, folk har fundet vintertøjet frem, men jeg er overhovedet ikke klar til vinter. Og come on, det her vejr, skriger ikke ligefrem vinter til mig. Vi har omkring 13-17 grader i dagstimerne, og jeg render stadig barfodet rundt i mine små ballerinaer. Nope, i min verden har det her intet med vinter at gøre. Der går nogle utroligt stilede vinterfrakker rundt på gaden, som jeg godt kan forstå, man gerne vil vise frem, men jeg tror ikke, de ville holde sæsonen ud i en skandinavisk vinter. Dem, kan der ikke være meget varme i, det er jo stadig mildt efterår, selvom kalenderen siger noget andet.

Når vi taler om Skandinavien, må jeg lige berøre vores helt unikke look. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har hørt, at man godt kan se, at jeg er fra Skandinavien med mine lange lyse lokker, blå øjne og høje kindben. Jeg har jo rent vikingeblod flydende i mine årer, så det kommer jo ikke bag på nogen. Jeg har nu prøvet at forklare dem, at de fleste skandinaver, inklusiv mig selv, er født med ganske almindeligt leverpostejfarvet hår. Når jeg kigger mig omkring i byen, finder jeg lige så mange blondiner som brunetter, og jeg ville ikke kunne pege kiwierne ud fra skandinaverne, hvis de blev stillet op på en række for mig. Nu render der selvfølgelig heller ikke specielt mange skandinaver rundt her i Wellington.

I weekenden var jeg i biografen for at se Thor (meget underholdende, den kan næsten anbefales. Vi grinede i hvert fald en del undervejs). Og jeg kan da godt forstå, hvor billedet af den smukke, skandinaviske mand kommer fra. Hovedrolleindehaveren (Chris Hemsworth spiller rollen som Thor) udfyldte den rolle meget…skal vi sige smukt. Men nej, jeg må endnu engang skuffe det new zealandske publikum, de skandinaviske mænd (hvor dejlige og fantastiske de end er) render ikke rundt i bar overkrop og flekser med musklerne for at få kvinderne til at dåne. Men derfor elsker vi dem højt alligevel. Men hvad sker der for øvrigt for portrættet af den klassiske viking? De rendte da ikke rundt med de der fjollede vikingehjelme med to horn på…De ville jo stikke øjnene ud på naboen, når han kom for tæt på. Og som I kan se på billedet, så har jeg prøvet at balancere sådan en på hovedet. Fuldstændigt umuligt. Jeg tabte den hele tiden. Kan vi lige få lidt historisk præcision ind i billedet, tak.

Men ellers er min tid her i New Zealand snart ved at lakke mod enden. Det har været et eventyr med masser af sjov og ballade. Da jeg først kom herned anede jeg ikke, hvordan jeg skulle klare fem måneder i et land, hvor jeg ikke rigtigt kendte nogen, og det føltes slet ikke som hjem for mig. Det var uoverskueligt og til tider ganske ensomt. Men som tiden er gået (og nu aner jeg jo slet ikke, hvor den blev af), er der vokset en skæg og skør venneflok ud af oplevelsen og en skøn hverdag med gode kollegaer har gjort det hele endnu mere værd. Nu må jeg så lære at leve uden mit andet hjem, når jeg kommer hjem til mit første.

Køn, alder og politisk korrekthed

Så er det vist på tide at opdatere bloggen. Det er alt for længe siden sidst. Jeg har gået og ventet på, at der skulle ske noget stort og spændende at blogge om fra min tid her i Wellington. Men det er jo hverdagen, jeg gerne vil give et indblik i, så her kommer lidt mere om den.

Jeg har været her i tre og en halv måned, og det er først nu, det begynder at blive rigtig godt. Da jeg tog af sted var et halvt år meget lang tid, næsten for lang tid. Og nu hvor jeg er begyndt at lære spillereglerne at kende og har opbygget et godt socialt netværk, ja, så virker det også lidt trist at skulle forberede sig mentalt på, at jeg snart rejser herfra igen. Gode oplevelser og erfaringer rigere. Dermed ikke sagt at jeg ikke glæder mig til at komme hjem igen, for det gør jeg, det bliver dejligt at komme hjem til familie, kæreste, venner, arbejde osv. Og mellem os, så bliver det ganske fantastisk ikke at skulle forholde sig til at alt er nyt og udfordrende. Her er alle samtaler og begivenheder lidt hæmmet af sproglige og kulturmæssige forskelle. Jeg skrev den anden dag en statusopdatering på Facebook om, at være i praktik i udlandet er lidt som at være på højskole, ment som at når man tager på et højskoleophold er det lidt som at rejse til en fremmed planet, hvor du får nogle fælles spilleregler at spille efter, og det skal alle de her fremmede mennesker så få til at fungere. Det er jo hvad de andre er, fremmede mennesker, indtil du lærer dem at kende. Det går hurtigt på en højskole, for man tilbringer al tid sammen, spiser sammen, fester sammen, hænger ud sammen, går i skole sammen, man lever og ånder sammen. Hernede er jeg den fremmede, og alle andre kender spillereglerne, og det tager pusten fra mig engang i mellem, altid at skulle finde på nye ting at snakke om, nye måder at beskrive, hvor fantastisk det her land er (for det spørger alle mig om), og altid at skulle arbejde inden for rammerne af, hvordan man nu gør tingene her. Det kan virke anstrengende, og det er svært at være sig selv, når man er nødt til at falde til og passe ind. Skik følge eller land fly.

Hvad svarer jeg så, når folk spørger, hvad jeg synes om NZ? Jeg siger selvfølgelig altid, at jeg elsker det, for det gør jeg. Men jeg står ikke og lyver om, hvordan det er det bedste sted at være i hele verden, for det har da både fordele og ulemper. F.eks. er jeg ved at være ret træt af mangel på ligestilling. Mange vil sikkert argumentere imod mig, men taget i betragtning af at New Zealand er det land, hvor kvinderne først fik stemmeret, så halter det nu lidt bagefter. En arbejdsplads har tydeligt hierarkier, hvor din mening bliver vægtet højere hvis du a) er af det modsatte køn, b) er ældre. Så kan du godt komme med en pointe, men når så samme pointe bliver gentaget af en højere oppe i hierarkiet, bliver den mening helt anderledes modtaget. Der er sikkert andre, som oplever det samme i Danmark, men jeg har sjældent oplevet mit køn som en hæmsko for min egen udfoldelse, og det oplever jeg her. På min arbejdsplads har jeg en kvindelig kollega, på 25. Hun har været i firmaet i nogle år efterhånden, og hun er nok den, der har bedst forståelse for alle vores kunder, hun har fingeren på pulsen og talegaverne i orden. Jeg vil til enhver tid gå til hende, hvis jeg er i tvivl om noget. Alligevel kan jeg se, hvordan hun spiller spillet efter reglerne, så hver gang hun har noget på sinde, hænger hun det op på en pointe, som andre er kommet med tidligeret, så det ikke ser ud, som noget hun har fundet på helt alene. Jeg er sikker på, hun gør det helt bevidst, men hvor er det bare frustrerende, at det skal være sådan. Den side fortæller jeg så også newzealændere, når de spørger, hvad jeg synes om landet. Jeg kan trods alt ikke være politisk korrekt 24/7.

Rejseberetning fra sydøen

Sæler ved Doubful Sounds

Doubful Sounds

Delfiner i det fjerne

Cape Reinga

Midtvejsrapport

Jeg sidder med computeren tændt på fint hotel i Auckland city centre og forsøger at skrive nogle af mine rejseoplevelser ned. Jeg har allerede oplevet så meget i den forløbne uge, at jeg har svært ved at huske navne på steder og datoer eller ugedage. Dagene flyder sammen, og jeg nyder ikke at skulle forholde mig til, om det er mandag eller lørdag. Jeg har følgeskab af en kold øl ved siden af computeren lige nu. Vi har efterhånden prøvet de fleste slags, fundet vores favoritter, selvom jeg nu mest er til pale ale, mens min partner in crime holder mere af en lys sommerøl. Man gør meget ud af øl i New Zealand og holder en stolt micro brewery tradition i gang.

Selvom jeg knapt kan huske, hvad jeg lavede i går, vil jeg forsøge at genskabe den seneste uge her halvvejs i mit ‘explore NZ projekt’ i håbet om, at jeg genkalder mig flere detaljer nu, end om en uge hvor også sydøen fylder af indtryk.

Vi (okay okay, Rasmus og jeg) kører fra Wellington torsdag lige efter arbejde. Rasmus henter den lejede bil, så vi er klar til afgang, så snart jeg får fri. Da jeg ingen erfaring har med at køre i venstre side af vejen, er det ham, der tager rattet (og det er jeg glad for). Men da vi har en fire timers lang køretur foran os, er det et spørgsmål om tid, før jeg må se frygten i øjnene og sætte mig i førersædet og trille af sted. De første mange kilometer kan jeg nøjes med at tøffe ligeud og foretage små, venlige venstresving, men med tiden udfordres jeg af rundkørsler, motorvej og højresving. To be fair er det faktisk ikke så slemt, det sværeste ved at køre i venstre side er ikke at komme for langt ud i vejkanten. Modkørende biler har det med at få dig til at trække væk fra midterrabatten - ret så upraktisk, når der holder parkerede biler i vejkanten. Jeg kan afsløre, at vi er kommet helt til Auckland, jeg har taget min tørn bag rattet, og bilen er afleveret uden en ridse. Lad os håbe, vi er lige så heldige på sydøen .

Nu skal det ikke handle om kørsel det hele (selvom vi har været glade for vores hvide Nissan Sunny, det bragte minder tilbage fra 1990’erne, hvor familien Thomsen selv kørte rundt i sådan en). Den første aften nåede vi National Park Village for at tage ud i Tongariro National Park (yes, det er herude noget af Ringenes Herre er optaget) fredag morgen. Desværre i regnvejr og ringe udsigt, så vores mål om at hike op på Mt. Ruapehu går i vasken, som er én af tre store vulkaner her i Tongariro National Park. I stedet tager vi et par timers tramping ud til Tarantiki Falls. Det er smukt, men meget vådt. Videre går det mod Tokaanu Hot Springs, hvor vi får varmen i én af de mange 38 graders varme hot pools, før vi kører mod Lake Taupo. Dagen slutter af i solskin og shorts, endnu et tegn på det omskiftelige New Zealandske vejr.

Lake Taupo er lidt en by , som pensionister tager til, så vi havde i forvejen besluttet kun at tilbringe en enkelt nat der. Lørdag tager vi alligevel en detour ud til (endnu) en hot spring. (Endnu) et vandfald får os dog ud på en mindre gåtur på et par timer, og det bliver langt over middag, før vi kommer videre mod Rotorura. Rotorura er kendt for sin marorikultur og vulkansk fundament - yes, det betyder flere hot pools. Nu gik vi glip af vulkanerne i Tongariro National Park, så vi må udnytter at komme i nærheden af thermal områder her i Rotorura i stedet. Vi stopper derfor på vej derop i Wai-O-Tapu for at udforske Wai-O-Tapu Thermal Wonderland. Og bortset fra lugten (forestil dig stanken af råddent æg), så er det lidt af et Wonderland med boblende mudderpøle og neonfarvede bassiner. Farverne er fascinerende, varmen afskrækkende, og vi ankommer til Rotorura en oplevelse rigere.

I stedet for at blive i Rotorura, der udover meget varierede spisemuligheder, mest byder på udfordringer for lugtesansen, tager vi en afstikker mod Bay of Plenty og Pukehina Beach, som vi har næsten for os selv, inden vi tager den lange tur nordpå til endnu en bay: Bay of Islands. Regnen siler ned, og det er svært at se charmen ved den lille by Paihia. Vejret klarer heldigvis op dagen efter, så turen ud og svømme med delfiner er en realitet. Vi kommer af sted i en lille gruppe på 8, og vi er alle lige begejstrede, da vi spotter den første delfin ude i horisonten. Snart ser vi flere, og det er fantastisk at se, hvor tæt på båden, de kommer, dykker ned på den ene side og op på den anden. Som kaptajnen forklarer, så nyder de et ’free ride’, når de svømmer lige under båden. Der er en masse regler for, hvad man må og ikke må rundt om definerer, og man må f.eks. ikke svømme med dem, hvis der er baby delfiner i gruppen, eller hvis de jager eller spiser. Vi finder en gruppe, som er ‘svømmeegnede‘, og bliver iklædt maske, snorkel og svømmefødder. “Go, go, go” råber kaptajnen, der er ingen tid til tøven, det er bare at hoppe i det ’iskolde’ vand (23 grader er nærmest subtropisk i forhold til det danske badevand). Alligevel trækker man lige vejret en ekstra gang inden man hopper ud på 30 meters dybde. “Svøm den vej”, råber han, og inden man får vendt rundt, lyder det, “nej den anden vej”. De er hurtige de små, og ret store når man ser dem komme svømmende i mod sig. Jeg hviner lidt af en blanding af skræk og fryd, da to kommer svømmende op bagfra, én på hver side af mig. Men det er vanvittigt fascinerende. Tilbage på båden får vi et par minutters pusterum, inden kaptajnen (de var to) hopper med os i igen. Denne gang er vi alle lidt mere rutinerede og lytter bedre efter hans instrukser, så vi kommer ret tæt på, næsten i røre afstand. Men man skal ikke lade sig narre, de er alt for hurtige, til at man kommer dem helt så nært.

Jeg er helt udmattet, da vi kommer tilbage på båden. Selvom vi maks. har været i vandet 45 minutter, blev spændingen og svømningen lidt for meget. Så det er rart at sidde og nyde sejlturen oppe fra dækket indtil vi lander i Paihia havn igen.

Dagen efter kører vi nordpå. Vi beslutter at det er for langt at køre helt op til nordøens nordspids Cape Reinga, det tager alligevel 2,5 timer hver vej, så i stedet kører vi op til 90 Mile Beach, som er en strand, der fungerer som vej samtidig. Bilforsikringen dækker ikke strandkørsel, så vi kører kun op og kigger. Men når vi nu alligevel er her, kun en times kørsel fra toppen, triller Sunny’en alligevel nordpå, næsten helt af sig selv. Og det var et godt valg. Solen bryder frem på vejen op, og erstatter mindet om en kold og vindblæst 90 Mile Beach med et fantastisk smukt grønt og bakket landskab. Da vi når Cape Reinga, er det noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Måske min hukommelse spiller mig et puds, men forhåbentlig kan jeg uploade en lille video fra stedet, og så kan du selv vurdere. Cape Reinga er ikke det allernordligste punkt, men når man står med vandet 180 grader omkring, så får man følelsen af at være ved verdens ende. Her mødes de to have the Tasmanian Sea og the Pacific Ocean hinanden, og selvom man ikke kan stå ude med et ben i hvert hav, som man kan på grenen, får man stadig synet af bølger, der kolliderer med hinanden. Det var helt sikkert køreturen værd.

Tilbage i Paihia vender vi næsen mod Auckland dagen derpå. Auckland er New Zealands største by, men det er nu ikke fordi, vi bliver overvældet af storbyfornemmelsen. Tværtimod er der samme provinsagtige stemning her som i Wellington, og det er bestemt ikke ment negativt. Det er hyggeligt at kunne finde rundt efter blot et par timers krydsen rundt i gader og stræder. En shoppingtur afslører da også de samme butikker og samme tøj og skoudvalg som hjemme i Wellington, så det blev en billig tur. Til gengæld får vi spist dejlig sushi på flere af byens take away steder. Det var noget, vi i Danmark godt kunne lære noget af, hvor sushi er en luksusvare. Her er det billigere end at gå på McDonalds, og jeg håber på samme udvikling i Dk.

Jeg har i skrivende stund erstattet et hotelværelse i Auckland med flyet mod Christchurch, nordøen med sydøen. Der er ikke meget at se på i Christchurch lige nu, hvor midtbyen stadig er spærret af pga. jordskælvet i februar. Da vi ikke har tænkt os at lege ‘disaster turists’, kommer vi til at køre direkte fra lufthavnen og videre sydpå. En opdatering fra den del af turen følger næste gang.

5, 4, 3, 2…

Nej, det er ikke nytåret, jeg tæller ned til, og heller ikke juleaften. Men det kunne det lige så godt være. Om lidt under to dage får jeg et længe ventet besøg hjemmefra. Jeg ved ikke, om I kan huske ham fyren, jeg fortalte om til Valentinsdag, ham, som aldrig mere ville fejre Valentinsdag? Yeps, det er ham, som kommer herned. Mere afslører jeg ikke om ham.

Det er ikke det eneste, jeg har at glæde mig til. Om en uge rejser vi 16 dage af sted for at se resten af New Zealand. Jeg har derfor brugt de sidste mange dage på at planlægge, hvad vi skal se for med en begrænset tidsramme og 268.670 kvadratkilometer, bliver det ikke helt let at nå det hele. Jeg har heldigvis fået masser af gode råd og forslag til, hvad der er værd at se her. Det gør det både lettere og vanskeligere, for folk har meget forskellige meninger om, hvad jeg bare må se, og hvad der er komplet spild af tid. Nogle sværger til Sydøen, andre kunne ikke drømme om at forlade Nordøen. Faktisk ville I bliver overraskede over, hvor mange der aldrig har krydset havet hernede, for ikke at nævne haft kontakt med en udlænding. Jeg er i hvert fald blevet overrasket.

Når jeg ikke har kigget på kort og tegnet rejseruter, har jeg surfet efter billige biludlejningsmuligheder og hoteller. Jeg er endda gået så vidt at lave et Excel ark over bilpriser, kontaktinfo og forsikringstyper. Det må være alt det erhvervsøkonomi, der har haft sådan en organisatorisk afsmitning på mig. Helt tosset er det nu ikke, for jeg er ret sikker på, at jeg har fundet den billigste og bedste løsning. Så nu er jeg gået over til udflugtsmål. Det ser ud til, at vi kan nå at svømme med delfiner, trampe på bjerge, se vulkaner og sejle i fjorde. Nå, ja, og så skal jeg ud og springe i faldskærm. There, I’ve said it so there’s no turning back Det bliver en lang naturoplevelse, og jeg glæder mig vanvittig meget til at opleve den øvrige del af New Zealand.

Det er sket af og til, at jeg har ramt en ’forkert’ hjemmeside, som reklamerer for billige flybilletter ud i verden. Sådan kom jeg til at bruge det meste af en aften på at kigge på små, lækre hoteller på Fiji. Fra jeg stopper på arbejde til jeg rejser hjem, går der 14 dage, og lige nu er det fristende at bruge dem på en bountystrand i 25 graders varme. Eller at finde en billig billet til Australien og bruge tiden der. Ihh, alle de fristelser… Forhåbentlig får jeg stillet min rejselyst med denne tur, men jeg er bange for, at jeg bare bliver sulten efter mere.

Det er ikke sikkert, at der bliver megen tid til at rapportere hjem de næste par uger. Vi holder os en stram tidsplan for at nå og se så meget som muligt. Men jeg lover masser af billeder og rejsebeskrivelser, når jeg vender hjem igen. Og apropos hjem, hvornår blev det mon Wellington…?   

Livet er at arbejde

Der har været små temaer for bloggen her de forgangne uger. Det er så rart at kunne kategorisere sit liv i små bokse med matchende låg, hvor det hele kan passe fint i. Men det er jo sjældent sådan, at tilværelsen udspiller sig. I stedet gør vi os en række erfaringer, som kædes sammen af tilfældigheder, eller skæbnen alt efter hvad man tror på, og tilsammen udgør de livets gang. Det er måske de store, betydningsfulde begivenheder, som vi husker, men det er de små hverdagsepisoder, livet består mest af. Denne gang skal bloggen ikke handle om hverken kærlighed eller ødelæggelse, men om alt det triviale der sker indimellem.

Jeg bruger 9 timer på kontoret alle hverdage, bortset fra fredag hvor det kun er 8,5. For at fungere ordentligt skal jeg have ca. 7,5 times søvn (og gerne lidt mere). Det efterlader omtrent 7,5 time til alt det andet (madlavning, vaske tøj, gøre rent, skrive mails og alskens sjov og ballade). Så er der weekenderne. Indrømmet jeg har altid lidt arbejde med mig hjem, for det er rart at kunne sidde med det i fred og ro. Jeg har endnu ikke lært at præstere på kommando, og det er nok én af de største fejl ved universitetsuddannelserne i Danmark, der kræver så meget selvstudie. Man bruger fem år på at lære at arbejde på alle mulige og umulige tidspunkter af døgnet, og når man så kommer ud på en arbejdsplads, får man et skrivebord at sidde ved, og værsgo, at producere, tak. Men undskyld mig, hvor er alle mine overspringshandlinger henne? Det er begrænset, hvor mange gange jeg kan rende ud til kaffemaskinen og tilbage igen. Faktisk har jeg været nødt til at lære at drikke kaffe i det hele taget for at få lov til at få den mulighed. Og jeg har tænkt mere end én gang, at jeg måske burde begynde at ryge for at kunne få lov til at bevæge mig væk fra min pind. En fleksibel arbejdsplads står højt på ønskesedlen, når jeg kommer hjem. Det er enten det eller rygning.

Dermed ikke sagt at livet kun er arbejde. Det er en stor del af det, men jeg er også rejst om på den anden side af jorden for det. Og det er spændende arbejde, jeg får lov til at fordybe mig i. Noget handler om miljøpolitik og vedvarende energi, andet handler om relationsmarketing og politiske interessenter. Den ene dag sidder jeg og læser om vandforurening og miljøstrategier, den næste om bredbåndsudvikling og public policy. Men det er også tunge sager, alvorlige emner, og der er ikke megen plads til leg og kreativitet. Heldigvis har jeg tiltusket mig så mange projekter, jeg kan, om webudvikling og online kommunikation. Det kan godt være, at html-koder ikke virker specielt ophidsende i manges ører, men tænk at man kan indtaste nogle få tegn på en side, og så påvirker udseendet på en anden. Det er vel også en form for kreativitet. Jeg krydser fingre for, at bestyrelsen godkender et projekt i næste uge, som handler om at udvikle en hjemmeside for et af vores produkter. Det er godt nok ikke mig, der bliver ansvarlig for projektet, men jeg skal suge al det arbejde fra det, som jeg overhovedet kan.

Hvad kom jeg til, nå ja, livet er ikke kun arbejde. Jeg laver skam også andet end det. Fredag spiste jeg sammen med en anden dansker, som bor hernede fast. Der fik jeg prøvet min første fish pie, en tærte lavet af kartoffelmos og fisk. Den opskrift skal afprøves, når jeg kommer hjem. Søndag var jeg ude og bestige et bjerg. Måske er det lidt i overkanten at kalde det et fuldvoksent bjerg, det er kun 450 meter over havoverfladen, men siden det højeste punkt i Danmark kun er nogen og 170 meter, så tillader jeg mig alligevel at bruge betegnelsen. Det tog en times tid at vandre derop, eller ’trampe’, som de siger hernede. Man ’hiker’ ikke, man ’tramper’. Første gang jeg hørte nogen snakke om det der tramping, tænkte jeg, nåh I mener at trampe, som at trampe i pedalerne. Så jeg begyndte straks at tale om al den cyklen, vi gør i Danmark, hvordan det er en helt særlig del af vores kultur. De kiggede lidt underligt på mig, og det var først, da én mimede en lille vandresekvens, at jeg fattede pointen. Og her gik jeg og troede, at engelsk var engelsk, og at jeg ikke var landet på Mars. Så lærte jeg det. Men nu har jeg rent faktisk prøvet tramping, og det virkede jo meget godt. Jeg var overrasket over, at jeg nåede toppen uden at være ved at dø, kun lettere rød i hovedet og en smule forpustet. Men nu øver jeg mig selvfølgelig også hver dag på mine 152 trappetrin hjem fra, nå ja, arbejde. Og så er vi tilbage, hvor vi startede. Jeg arbejder 9 timer om dagen, sover 7,5 og resten af tiden bruger jeg på at nyde, at jeg er her i fantastiske New Zealand, der kun bliver en smule mindre fantastisk af de jordskælv, vi engang imellem udsættes for. 

Når jorden skælver

Jeg sidder i stuen i min ’flat’. Regnen trommer mod vinduet og skaber en skærende kontrast til de sidste to uger, hvor den ene solskinsdag har afløst den anden. Men regnen er meget passende. Den afspejler stemningen i stuen på denne tirsdag aften, hvor vi sidder samlet om fjernsynet - mine to ’flatmates’ Nick og Alex samt Alex’ søster. For en gangs skyld er det ikke sport, der løber over skærmen, men liveopdateringer fra nyhederne. Men historien starter faktisk lidt tidligere end her.

Klokken er 12.51 tirsdag middag, jeg har lige spist min frokost og går tilbage til mit skrivebord. Jeg når lige at sætte mig før, jeg mærker rystelser under mig. Vi kigger på hinanden rundt om på kontoret, snakker om, at vinden må være kraftig i dag, siden vi kan mærke bygningen bevæge sig, men fornemmelsen fortsætter. Det føles ikke, som hvis nogen eller noget tager fat i bygningen og ryster til, men som om blide bølger ruller ind under os. Det virker, som om det varer for evigt.

Der går et par minutter uden at vi er klar over, hvad der er sket, om det var et jordskælv, om der var sket noget alvorligt. Ti minutter går der før der er rapporter på nettet om et jordskælv i Christchurch, som er New Zealands anden største by. Jordskælvet er målt til 6.3 på Richterskalaen og virker ikke så skræmmende, men da vi tænder for nyhederne, og de første billeder tikker ind, bliver vi klar over, at det her er alvorligt.

Sidste september blev Christchurch ramt af et stort jordskælv, som blev omtalt meget i medierne i Danmark. Det blev målt til 7.1 på Richterskalaen, men skete meget tidligt om morgenen, så der var ingen omkomne, selvom der skete stor materiel ødelæggelse. Jordskælvet i dag skete på et tidspunkt, hvor der var masser af mennesker på gaden, fordi det var frokosttid, og det er uundgåeligt, at folk er blevet ramt hårdt af skælvet.

De første billeder fra stedet viser veje, der har store revner, vandet flyder ud over dem. Fortove er sprækkede og murbrokker ligger rundt omkring. Journalisten render forvirret rundt og forsøger at få et overblik over, hvem han kan tale med, og hvor stort det her egentlig er. Og det er stort, rædselsvækkende stort. Man begynder at se sårede komme ud af bygninger, de er chokerede og bange, søger hen i mod den nærmeste åbne plads. Men flere bliver stående og kigger sig tøvende omkring, som om de ikke forstår, hvad der er sket. De ved, at de skal søge væk, at bygninger kan styrte sammen om ørerne på dem, at der vil rulle flere efterskælv ind over dem, men kan alligevel ikke løsrive blikket fra det sted, de lige kom fra. Lydene er som fra en actionfilm; sirener, alarmer, folk der skriger, høje brag, men det her er ikke en film. Journalisten vender sig om lige i tide til at se store dele af Christchurch Cathedral kollapse. Og det er ikke den eneste store bygning, der giver efter for naturens kræfter i dag.

Tiden går, men ingen kan koncentrere sig om arbejdet. Alle har familie eller venner i Christchurch, som de venter at høre fra. Telefonnettet er delvist nede og mange må vente længe på at høre nyt. Men flere går fra kontoret uden at vide mere.

Hjemme tændes fjernsynet med det samme – der er stadig ikke meldt noget dødstal, men der er døde. Ødelæggelse af denne art kan ikke gå ubemærket hen. Alex’s familie er fra Christchurch. Hans forældre er okay, men de har mistet alle deres ejendele, hans barndomshjem og farens nystartede virksomhed. Og mens regnen fortsætter udenfor, sidder vi alle forfærdede foran fjernsynet, følger nyhederne opdatere, nul døde, 16, 65. Jeg kan ikke holde ud at høre mere, går ind til mig selv og lukker døren bag mig. Jeg kan kun håbe på, at jorden er stoppet med at ryste under befolkningen i Christchurch.  

Will you be my Valentine?

Jeg ved godt, at vi hjemme i Danmark ikke gør særlig meget ud af Valentins Dag, ’de elskendes helligdag’, på trods af at det er en tradition, der har eksisteret siden 500 e.Kr.. Vi skriver ikke små søde kort til hinanden, og vi sender ikke blomster. Vi køber ikke hjerteformede æsker med chokolade, og vi går ikke ud og spiser, bare fordi kalenderen siger, at det er den 14. februar. For der er ikke noget værre end sådan noget opreklameret, kapitalistisk fis. I Danmark vil vi have den ægte vare - uforfalsket, ren romantik og kærlighed. Men sådan er det ikke helt i New Zealand. Jeg skal ikke lave den store sammenligning mellem USA og New Zealand - jeg er sikker på, at man her aldrig når op på de 192 mio. valentinskort, som årligt sendes ud i USA, og det er ikke kun på grund af det faktum, at her kun bor omkring 4 mio. mennesker, men også fordi Valentins Dag endnu ikke er den helt store højtid. Meeen man er godt på vej. Aviserne har annonceret med romantiske middage og weekend getaways de seneste par uger, og tavlen ude foran den lille franske bistro har lokket med en specialmenu, perfekt for to, denne mandag.

Jeg har set kvinder gå hånd i hånd med deres elskede, mænd der hastede forbi med en buket roser i favnen. Og da jeg gik forbi blomsterhandleren på vej hjem, var udvalget tyndet så meget ud, at jeg helt fik medlidenhed med de stakkels mænd, som troede de lige kunne nå og købe en buket i sidste øjeblik. Næ, man skal være hurtigt ude her i New Zealand, også selvom blomsterne kun skal fordeles på 4 millioner (eller teknisk set kun 2.2 mio. kvinder, hvis vi går ud fra, at de er hovedmodtagere).

En kollega fortalte da også en historie på arbejdet i dag. Han ville for en gangs skyld overraske sin kone på Valentins Dag. De er på vej til at flytte til Østen, så han tænkte, de skulle ud og spise en rigtig lækker middag på deres fælles yndlingsrestaurant. Han syntes godt nok, det var mærkeligt, at det var så let at få et bord, indtil det gik op for ham, at han overhovedet ikke anede, hvornår Valentins Dag lå, for han havde bestilt en uge for tidligt. Det var selvfølgelig ganske umuligt at få et bord på den rigtige dato. Stakkels mænd, hvad skal de ikke udsættes for. Havde det været mig, havde jeg nok bare gennemført middagen og sagt, at det naturligvis var med vilje, at jeg havde bestilt på en helt anden dag for rigtigt at kunne tage fusen på hende. Men jeg er selvfølgelig også dansker, så jeg sætter stor pris på den slags rigtige overraskelser!

Om jeg har haft en valentinsoplevelse i dag? Nej, den slags er jeg vokset fra for længst. Ikke siden jeg begik den fejl at spørge min udkårne, om han ikke ville arrangere noget på Valentins Dag. Det behøvede ikke at være noget stort eller pompøst, bare en markblomst i et glas vand eller købekage fra bageren. Det endte med en hjemmelavet middag men uden videre succes. Han var så eddikesur over at jeg havde presset ham til at fejre denne (kapitalistiske) helligdag, at han fik mig til at sværge aldrig at holde Valentins Dag igen. Og det har jeg holdt lige siden. I hvert fald indtil i dag. Men det tæller rent faktisk ikke, når man fejrer det omme på den anden side af jorden. Teknisk set var det faktisk i går, jeg købte en af de sidste af blomsterhandlerens buketter (undskyld til de stakkels mænd, jeg tog den fra), som nu pynter her på mit værelse. Og jeg lover, at når jeg vender næsen hjem igen, vil jeg (for)agte Valentins Dag lige så højt som alle andre danskere, og jeg vil kun værdsætte den vaskeægte, rå romantik.
Glædelig Valentins Dag

My crazy weekend

Så det her er, hvad der er sket, siden jeg bloggede sidst: Én gang om året lægger Wellington by til en af de største events i New Zealand The Rugby Sevens. Rugby Sevens eller the 7’s som den kaldes hernede, er en stor Rugby-turnering, som får folk til at valfarte til Wellington, og havde jeg ikke fået mit værelse heroppe på the Terrace, ville jeg faktisk være hjemløs lige nu. Det er nemlig ikke til at opdrive den mindste smule tag over hovedet, når man når til the 7’s, og ja, i ånden kunne jeg lige se mig selv bo på gaden i min pink kuffert. Men så langt kom det dog aldrig til (jeg er sikker på, jeg også nok kunne have fået lov til at låne et par stole at sove på nede på kontoret).

Når det kommer til rugby, er det noget, de fleste går op i hernede – det og så cricket. Det specielle ved Rugby Sevens er, at der kun er 7 spillere på banen (modsat 15 på et normalt rugby team), og at de kun spiller i to gange syv minutter. Der er jo næsten noget helt eventyrligt over alle de 7-taller. Eventyr får man da også nok af gennem sådan en weekend. Alle klæder sig ud for at tage ud til kampene, og det er ikke bare noget med at tage en sjov paryk på, eller købe en maske i den nærmeste legetøjsbutik. Det her er seriøs udklædning (se venligst billeder for bevis!). F.eks. klædte mine flatmates sig ud som Teenage Mutant Ninja Turtles, og det var altså i hjemmesyede outfits med lysegrønne spandexstrømpebukser og pudeudstoppede skildpaddeskjold. Et syn for guderne.

Modsat dem nøjedes jeg med at gå en tur ud til stadionet lørdag eftermiddag for at se, hvad al den hurlumhej skulle gøre godt for. Jeg gik alene langs havnen, nå ja, sammen med de hundredvis af andre, der skulle samme vej, og der fik jeg set et hav af festlige kostumer. Folk var klædt ud i grupper, og jeg mødte en flok Gingerbread Men (Dem fra Shrek), letpåklædte politibetjente, zombier, blomster, smølfer, gamle romere og mange flere. Det var fantastisk at se, hvor meget folk havde gjort ud af deres udklædninger.

Efter finalen lørdag aften, og New Zealand lammetævede England, var der fest i gaderne. Aldrig i hele mit 27-årige lange liv har jeg set noget lignende! Der var folk overalt, stadig iført de mest sindssyge kostumer. Man lukkede én af de mest centrale gader i Wellington af (Courtney Place), så folk stod og festede midt på gaden og dansede op ad lygtepælene. Jeg gentager, jeg har aldrig i mit liv set noget lignende. Det var en fed oplevelse, som jeg er glad for jeg var hernede til. I min iver efter at passe ind, tog jeg ikke mit kamera med i byen, til min store fortrydelse bagefter, for det der ville jeg virkelig gerne have delt med alle jer derude. Og til hvad nytte, for uden kostume var jeg alligevel den, der stak mest ud fra mængden. 

Home sweet home

Det siges, at ”home is where the heart is”. Hvis det er sandt, kan man I princippet bosætte sig overalt i hele verden uden at opleve tilværelsen som hverken rodløs eller fragmenteret. Jeg har ikke lagt mit hjerte i hverken New Zealand eller Wellington endnu, men på et tidspunkt begynder selv det at føle hjemve at føles som en helt normal tilstand. Der kommer små tegn på, at man er ved at falde til, som at gå den samme vej på arbejde og på den måde skabe sig en rutine, udvælge den samme sandwich rundt om hjørnet, tage sig selv i tænke, at bare jeg dog havde husket at tage indkøbsedlen med, den lå jo lige dér hjemme på bordet. Jo ganske langsomt erstattes længslen efter hjemlandet med længslen efter at falde til. Falde til i mit nye hjem, som jeg flyttede ind i i tirsdags.

Det gik ganske hurtigt med at finde et sted at bo hernede. Den ene dag troede jeg, at jeg skulle være hjemløs, den næste havde jeg et værelse på hånden. Jeg er flyttet i overetagen af et hus, som jeg deler med 4 andre, to drenge og et par. Lejligheden består af fire værelser, to badeværelser (et til drengene og et til pigerne – vi har det bedste!), køkken og fællesstue. Det er et ganske hyggeligt sted med nogle flinke flatmates, som er gode til at tage hensyn til hinanden. Selv om den ene er death metal guitarist (by night og statistisk analytiker by day!), er der overhovedet ingen larm, som jeg skal forholde mig til. Det betyder virkelig meget for min tilpasningsproces, har jeg fundet ud af. Jeg lærer meget af at være flyttet sammen med nogle vaskeægte kiwier. De ved så meget også om resten af verden, og her stilles ikke nogen spørgsmål som, om der går isbjørne rundt på gaderne i Danmark, eller om Danmark egentlig ikke bare er hovedstaden i Sverige. Det at lytte til sproget og høre nye udtryk gør, at jeg føler mig bedre rustet for hver dag, der går, og jeg er ikke længere så nervøs for at kaste mig ud i nye samtaler. Dog er jeg stadig noget hæmmet af de sproglige barrierer. Heldigvis kan jeg også lære dem noget; foreløbig er vi nået til lektionen om ’ø’, som i ”rød grød med fløde på”. Jeg dør af grin, hver gang de prøver. Nå ja, og så har jeg selvfølgelig også lært dem at sige skål og bande lidt på dansk.

Ugens udfordring har været at starte på arbejde. Jeg havde min første dag hos Network PR i tirsdags, som er et stort PR-bureau i New Zealand. Som i resten af verden er en del PR-arbejde overtaget af de enkelte virksomheder, som selv har oprettet kommunikations-, marketings- eller/og PR-afdelinger. Derfor er der heller ikke mange af de store velrenommerede konsulentbureauer tilbage. Men Network PR er her endnu efter at have eksisteret i 30 år. Kontoret her i Wellington (de har kontorer i Sydney, Auckland og Wellington) har specialiseret sig inden for netværksrelationer og stakeholder management. Wellington by, som jo er hovedstaden her i landet, indeholder mange store offentlige og statslige organisationer. Derfor tager en del af vores arbejde også udgangspunkt i den præmis, og jeg skal da nok få stillet min sult efter offentlig kommunikation, mens jeg er her.

En arbejdsdag hernede er faktisk ikke så forskellig fra en dansk hverdag. Man møder ind omkring kl. 8, men går til gengæld ikke hjem før fem (og gerne senere). Frokosten indtages bag computerskærmen – nogle går dog ud og spiser, men de fleste har medbragt mad med eller henter en hurtig sandwich rundt om hjørnet. Takeaway er skam også virkelig billigt, så det er forståeligt nok. Du kan nærmest ikke lave din egen sandwich for samme pris. Her på kontoret er der ikke megen sniksnak i krogene; man arbejder på det projekt, man nu engang er i gang med, og henvender sig mest, hvis der opstår et spørgsmål. Jeg tror derfor ikke, jeg kommer til at omgås specielt meget med mine kollegaer i min fritid, selvom de alle er virkelig søde og venlige. Det ligger bare ikke rigtigt i luften, at det er noget man gør. Måske jeg ændrer syn i morgen, hvor der er Friday drinks efter arbejde. I’ll keep you posted.

En kiwi er da en frugt, ikke?

Jeg skal ikke holde nogen hen i spænding. Som de fleste allerede har set via Facebook eller andre fantastiske online medier, så kan det rent faktisk godt lade sig gøre at rejse 39 timer og stadig være lige sund (eller usund). Indrømmet, det sled lidt, og jeg ankom da også med ankler af en størrelse, der kunne gøre selv en elefant misundelig. Men det kan vist ikke kaldes at lide overlast. Så frygt ej, kast jer endelig ud i samme tur og kom ned og besøg mig.

Alting gik altså godt på vej herned. Ingen forsinkede fly, ingen aflysninger eller andre uheld. Lykkelig var jeg for at gense min bagage i lufthavnen. Det var faktisk den første kuffert, jeg fik øje på på bagagebåndet, så jeg kunne sende forældrene en venlig tanke for at have valgt den i lige præcis DEN pink farve - jeg kalder den for my Big Pink Panther.

Jeg ankom til Wellington torsdag den 27. januar og tjekkede ind på et rigtigt backpackerhostel. Det var lige, som det skulle være med afskallede vægge og gulvtæpper, der lugtede af sure tæer. Lige nu bor jeg på værelse med 5 andre piger, og det går faktisk meget godt. De er vældig søde. Og så strutter de alle af sundhed med deres brune kulør og solafblegede hår. Det er lidt ærgerligt, for jeg kommer mest af alt til at ligne et spøgelse med min vinterblege danske hud, når jeg bevæger mig rundt blandt folk på gaden.

Når man taler om solen, så skinner den indtil videre ret meget hernede. Der har været omkring 20-24 grader, og man glemmer lynhurtigt, at man er rejst fra frostgrader blot få dage forinden. Men vejret er også meget omskifteligt og i dag har det skiftevist regnet, været godt vejr, regnet mere, været høj solskin, og så lige lidt mere regn. Det er heller ikke for ingenting, at man kalder det for Windy Wellington, for her blæser ret så meget Vejrets uforudsigelighed er just part of the charm.

Men jeg lovede også nogle flere facts om New Zealand. Og der er ikke noget som en god flyvetur til at få læst op på sine lektier. Her kommer lidt generel viden om landet på den anden side af jorden: New Zealand består af to store øer, Nordøen og Sydøen. Wellington, der er landets hovedstad, har 167.600 indbyggere, og ligger på sydspidsen af Nordøen. Der bor knap 4 mio. mennesker i landet og 40 mio. får (altså næsten ligesom Danmark har det med svin). Den oprindelige befolkning er maorierne. I 1642 snublede de første europæer over New Zealand, men kom aldrig længere end til kysten, fordi maorierne gjorde for meget modstand. Mere end 100 år senere gik den berømte James Cook i land og satte officielt New Zealand på verdenskortet. I 1840 blev landet en del af den britiske krone og er i dag en selvstændig nation inden for Commonwealth med selvstyre, men stadig under den britiske monark.

Bonusinfo: Hvis du tror kiwi bare er en frugt, så kan du godt tro om...
’Kiwi’ =
”Frugt på størrelse med et æg med brunt, loddent skind og grønt, saftigt frugtkød samt syrlig smag”.
”Gråbrun strudsfugl på størrelse med en høne der har langt næb og hårlignende fjer” (og New Zealands nationalfugl).
”Slang for en newzealænder”
”Det nye navn for ALTA discountkæden”

Derudover er ’kiwi’ også et slangsprog i sig selv og navnet på NETTO’s kundemagasin. Tilføj selv gerne flere til listen…

Kan man fysisk holde til at rejse i 39 timer?

Så sker det endelig, det jeg har ventet på de sidste mange måneder, ja lige siden jeg fik meddelelsen om, at jeg havde en praktikplads hos Network PR i Wellington, New Zealand. Jeg sidder i skrivende stund og venter på flyet til London i Københavns lufthavn. En times tid endnu så er der afgang. Det føltes noget surrealistisk, da stewardesse tjekkede min bagage ind og spurgte om den skulle helt til Wellington. Det er faktisk omme på den anden side af jorden, vi taler om, for ikke at sige mange mellemlandinger imellem, hvor kufferten kan nå at blive væk. Hvis den altså holder så længe, jeg synes allerede syningerne var ved at skride, da jeg tog afsked med den. Lavvægtskuffertere er vist ikke, hvad de har været. Og så var der endda plads til flere kilo i den. Mor, hvor er den gaffatape, du lovede at sende med mig…

Men af sted kommer jeg altså. Eller det ser det i hvert fald ud til lige nu (bank under bordet, syv ni tretten osv.). Der har været dage op til, hvor jeg har haft lyst til at bakke ud, sige at det her da måtte være en frygtelig fejltagelse, at det måtte være en anden Marianne, der skulle i praktik downunder (mon det også hedder det i New Zealand…?). Jeg føler mig heller ikke helt ordentligt forberedt – der er så mange flere ting, jeg burde vide om stedet, jeg rejser til. Alt det research jeg har udskudt til senere, fordi jeg ikke lige har haft tid. Der var altid lige en eksamen om hjørnet, der først skulle fokuseres på. Men jeg lover højt og helligt at tjekke op på alle facts, does and don’ts til næste gang jeg skriver. Ligesom I også nok skal få nærmere vished om, om det nu også kan lade sig gøre at rejse i 39 timer uden at få flykuller eller rejsefeber.

Pas på jer selv derhjemme.