Jeg ved godt, at vi hjemme i Danmark ikke gør særlig meget ud af Valentins Dag, ’de elskendes helligdag’, på trods af at det er en tradition, der har eksisteret siden 500 e.Kr.. Vi skriver ikke små søde kort til hinanden, og vi sender ikke blomster. Vi køber ikke hjerteformede æsker med chokolade, og vi går ikke ud og spiser, bare fordi kalenderen siger, at det er den 14. februar. For der er ikke noget værre end sådan noget opreklameret, kapitalistisk fis. I Danmark vil vi have den ægte vare - uforfalsket, ren romantik og kærlighed. Men sådan er det ikke helt i New Zealand. Jeg skal ikke lave den store sammenligning mellem USA og New Zealand - jeg er sikker på, at man her aldrig når op på de 192 mio. valentinskort, som årligt sendes ud i USA, og det er ikke kun på grund af det faktum, at her kun bor omkring 4 mio. mennesker, men også fordi Valentins Dag endnu ikke er den helt store højtid. Meeen man er godt på vej. Aviserne har annonceret med romantiske middage og weekend getaways de seneste par uger, og tavlen ude foran den lille franske bistro har lokket med en specialmenu, perfekt for to, denne mandag.
Jeg har set kvinder gå hånd i hånd med deres elskede, mænd der hastede forbi med en buket roser i favnen. Og da jeg gik forbi blomsterhandleren på vej hjem, var udvalget tyndet så meget ud, at jeg helt fik medlidenhed med de stakkels mænd, som troede de lige kunne nå og købe en buket i sidste øjeblik. Næ, man skal være hurtigt ude her i New Zealand, også selvom blomsterne kun skal fordeles på 4 millioner (eller teknisk set kun 2.2 mio. kvinder, hvis vi går ud fra, at de er hovedmodtagere).
En kollega fortalte da også en historie på arbejdet i dag. Han ville for en gangs skyld overraske sin kone på Valentins Dag. De er på vej til at flytte til Østen, så han tænkte, de skulle ud og spise en rigtig lækker middag på deres fælles yndlingsrestaurant. Han syntes godt nok, det var mærkeligt, at det var så let at få et bord, indtil det gik op for ham, at han overhovedet ikke anede, hvornår Valentins Dag lå, for han havde bestilt en uge for tidligt. Det var selvfølgelig ganske umuligt at få et bord på den rigtige dato. Stakkels mænd, hvad skal de ikke udsættes for. Havde det været mig, havde jeg nok bare gennemført middagen og sagt, at det naturligvis var med vilje, at jeg havde bestilt på en helt anden dag for rigtigt at kunne tage fusen på hende. Men jeg er selvfølgelig også dansker, så jeg sætter stor pris på den slags rigtige overraskelser!
Om jeg har haft en valentinsoplevelse i dag? Nej, den slags er jeg vokset fra for længst. Ikke siden jeg begik den fejl at spørge min udkårne, om han ikke ville arrangere noget på Valentins Dag. Det behøvede ikke at være noget stort eller pompøst, bare en markblomst i et glas vand eller købekage fra bageren. Det endte med en hjemmelavet middag men uden videre succes. Han var så eddikesur over at jeg havde presset ham til at fejre denne (kapitalistiske) helligdag, at han fik mig til at sværge aldrig at holde Valentins Dag igen. Og det har jeg holdt lige siden. I hvert fald indtil i dag. Men det tæller rent faktisk ikke, når man fejrer det omme på den anden side af jorden. Teknisk set var det faktisk i går, jeg købte en af de sidste af blomsterhandlerens buketter (undskyld til de stakkels mænd, jeg tog den fra), som nu pynter her på mit værelse. Og jeg lover, at når jeg vender næsen hjem igen, vil jeg (for)agte Valentins Dag lige så højt som alle andre danskere, og jeg vil kun værdsætte den vaskeægte, rå romantik.
Glædelig Valentins Dag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar