Jeg sidder med computeren tændt på fint hotel i Auckland city centre og forsøger at skrive nogle af mine rejseoplevelser ned. Jeg har allerede oplevet så meget i den forløbne uge, at jeg har svært ved at huske navne på steder og datoer eller ugedage. Dagene flyder sammen, og jeg nyder ikke at skulle forholde mig til, om det er mandag eller lørdag. Jeg har følgeskab af en kold øl ved siden af computeren lige nu. Vi har efterhånden prøvet de fleste slags, fundet vores favoritter, selvom jeg nu mest er til pale ale, mens min partner in crime holder mere af en lys sommerøl. Man gør meget ud af øl i New Zealand og holder en stolt micro brewery tradition i gang.
Selvom jeg knapt kan huske, hvad jeg lavede i går, vil jeg forsøge at genskabe den seneste uge her halvvejs i mit ‘explore NZ projekt’ i håbet om, at jeg genkalder mig flere detaljer nu, end om en uge hvor også sydøen fylder af indtryk.
Vi (okay okay, Rasmus og jeg) kører fra Wellington torsdag lige efter arbejde. Rasmus henter den lejede bil, så vi er klar til afgang, så snart jeg får fri. Da jeg ingen erfaring har med at køre i venstre side af vejen, er det ham, der tager rattet (og det er jeg glad for). Men da vi har en fire timers lang køretur foran os, er det et spørgsmål om tid, før jeg må se frygten i øjnene og sætte mig i førersædet og trille af sted. De første mange kilometer kan jeg nøjes med at tøffe ligeud og foretage små, venlige venstresving, men med tiden udfordres jeg af rundkørsler, motorvej og højresving. To be fair er det faktisk ikke så slemt, det sværeste ved at køre i venstre side er ikke at komme for langt ud i vejkanten. Modkørende biler har det med at få dig til at trække væk fra midterrabatten - ret så upraktisk, når der holder parkerede biler i vejkanten. Jeg kan afsløre, at vi er kommet helt til Auckland, jeg har taget min tørn bag rattet, og bilen er afleveret uden en ridse. Lad os håbe, vi er lige så heldige på sydøen .
Nu skal det ikke handle om kørsel det hele (selvom vi har været glade for vores hvide Nissan Sunny, det bragte minder tilbage fra 1990’erne, hvor familien Thomsen selv kørte rundt i sådan en). Den første aften nåede vi National Park Village for at tage ud i Tongariro National Park (yes, det er herude noget af Ringenes Herre er optaget) fredag morgen. Desværre i regnvejr og ringe udsigt, så vores mål om at hike op på Mt. Ruapehu går i vasken, som er én af tre store vulkaner her i Tongariro National Park. I stedet tager vi et par timers tramping ud til Tarantiki Falls. Det er smukt, men meget vådt. Videre går det mod Tokaanu Hot Springs, hvor vi får varmen i én af de mange 38 graders varme hot pools, før vi kører mod Lake Taupo. Dagen slutter af i solskin og shorts, endnu et tegn på det omskiftelige New Zealandske vejr.
Lake Taupo er lidt en by , som pensionister tager til, så vi havde i forvejen besluttet kun at tilbringe en enkelt nat der. Lørdag tager vi alligevel en detour ud til (endnu) en hot spring. (Endnu) et vandfald får os dog ud på en mindre gåtur på et par timer, og det bliver langt over middag, før vi kommer videre mod Rotorura. Rotorura er kendt for sin marorikultur og vulkansk fundament - yes, det betyder flere hot pools. Nu gik vi glip af vulkanerne i Tongariro National Park, så vi må udnytter at komme i nærheden af thermal områder her i Rotorura i stedet. Vi stopper derfor på vej derop i Wai-O-Tapu for at udforske Wai-O-Tapu Thermal Wonderland. Og bortset fra lugten (forestil dig stanken af råddent æg), så er det lidt af et Wonderland med boblende mudderpøle og neonfarvede bassiner. Farverne er fascinerende, varmen afskrækkende, og vi ankommer til Rotorura en oplevelse rigere.
I stedet for at blive i Rotorura, der udover meget varierede spisemuligheder, mest byder på udfordringer for lugtesansen, tager vi en afstikker mod Bay of Plenty og Pukehina Beach, som vi har næsten for os selv, inden vi tager den lange tur nordpå til endnu en bay: Bay of Islands. Regnen siler ned, og det er svært at se charmen ved den lille by Paihia. Vejret klarer heldigvis op dagen efter, så turen ud og svømme med delfiner er en realitet. Vi kommer af sted i en lille gruppe på 8, og vi er alle lige begejstrede, da vi spotter den første delfin ude i horisonten. Snart ser vi flere, og det er fantastisk at se, hvor tæt på båden, de kommer, dykker ned på den ene side og op på den anden. Som kaptajnen forklarer, så nyder de et ’free ride’, når de svømmer lige under båden. Der er en masse regler for, hvad man må og ikke må rundt om definerer, og man må f.eks. ikke svømme med dem, hvis der er baby delfiner i gruppen, eller hvis de jager eller spiser. Vi finder en gruppe, som er ‘svømmeegnede‘, og bliver iklædt maske, snorkel og svømmefødder. “Go, go, go” råber kaptajnen, der er ingen tid til tøven, det er bare at hoppe i det ’iskolde’ vand (23 grader er nærmest subtropisk i forhold til det danske badevand). Alligevel trækker man lige vejret en ekstra gang inden man hopper ud på 30 meters dybde. “Svøm den vej”, råber han, og inden man får vendt rundt, lyder det, “nej den anden vej”. De er hurtige de små, og ret store når man ser dem komme svømmende i mod sig. Jeg hviner lidt af en blanding af skræk og fryd, da to kommer svømmende op bagfra, én på hver side af mig. Men det er vanvittigt fascinerende. Tilbage på båden får vi et par minutters pusterum, inden kaptajnen (de var to) hopper med os i igen. Denne gang er vi alle lidt mere rutinerede og lytter bedre efter hans instrukser, så vi kommer ret tæt på, næsten i røre afstand. Men man skal ikke lade sig narre, de er alt for hurtige, til at man kommer dem helt så nært.
Jeg er helt udmattet, da vi kommer tilbage på båden. Selvom vi maks. har været i vandet 45 minutter, blev spændingen og svømningen lidt for meget. Så det er rart at sidde og nyde sejlturen oppe fra dækket indtil vi lander i Paihia havn igen.
Dagen efter kører vi nordpå. Vi beslutter at det er for langt at køre helt op til nordøens nordspids Cape Reinga, det tager alligevel 2,5 timer hver vej, så i stedet kører vi op til 90 Mile Beach, som er en strand, der fungerer som vej samtidig. Bilforsikringen dækker ikke strandkørsel, så vi kører kun op og kigger. Men når vi nu alligevel er her, kun en times kørsel fra toppen, triller Sunny’en alligevel nordpå, næsten helt af sig selv. Og det var et godt valg. Solen bryder frem på vejen op, og erstatter mindet om en kold og vindblæst 90 Mile Beach med et fantastisk smukt grønt og bakket landskab. Da vi når Cape Reinga, er det noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Måske min hukommelse spiller mig et puds, men forhåbentlig kan jeg uploade en lille video fra stedet, og så kan du selv vurdere. Cape Reinga er ikke det allernordligste punkt, men når man står med vandet 180 grader omkring, så får man følelsen af at være ved verdens ende. Her mødes de to have the Tasmanian Sea og the Pacific Ocean hinanden, og selvom man ikke kan stå ude med et ben i hvert hav, som man kan på grenen, får man stadig synet af bølger, der kolliderer med hinanden. Det var helt sikkert køreturen værd.
Tilbage i Paihia vender vi næsen mod Auckland dagen derpå. Auckland er New Zealands største by, men det er nu ikke fordi, vi bliver overvældet af storbyfornemmelsen. Tværtimod er der samme provinsagtige stemning her som i Wellington, og det er bestemt ikke ment negativt. Det er hyggeligt at kunne finde rundt efter blot et par timers krydsen rundt i gader og stræder. En shoppingtur afslører da også de samme butikker og samme tøj og skoudvalg som hjemme i Wellington, så det blev en billig tur. Til gengæld får vi spist dejlig sushi på flere af byens take away steder. Det var noget, vi i Danmark godt kunne lære noget af, hvor sushi er en luksusvare. Her er det billigere end at gå på McDonalds, og jeg håber på samme udvikling i Dk.
Jeg har i skrivende stund erstattet et hotelværelse i Auckland med flyet mod Christchurch, nordøen med sydøen. Der er ikke meget at se på i Christchurch lige nu, hvor midtbyen stadig er spærret af pga. jordskælvet i februar. Da vi ikke har tænkt os at lege ‘disaster turists’, kommer vi til at køre direkte fra lufthavnen og videre sydpå. En opdatering fra den del af turen følger næste gang.
tirsdag den 29. marts 2011
torsdag den 10. marts 2011
5, 4, 3, 2…
Nej, det er ikke nytåret, jeg tæller ned til, og heller ikke juleaften. Men det kunne det lige så godt være. Om lidt under to dage får jeg et længe ventet besøg hjemmefra. Jeg ved ikke, om I kan huske ham fyren, jeg fortalte om til Valentinsdag, ham, som aldrig mere ville fejre Valentinsdag? Yeps, det er ham, som kommer herned. Mere afslører jeg ikke om ham.
Det er ikke det eneste, jeg har at glæde mig til. Om en uge rejser vi 16 dage af sted for at se resten af New Zealand. Jeg har derfor brugt de sidste mange dage på at planlægge, hvad vi skal se for med en begrænset tidsramme og 268.670 kvadratkilometer, bliver det ikke helt let at nå det hele. Jeg har heldigvis fået masser af gode råd og forslag til, hvad der er værd at se her. Det gør det både lettere og vanskeligere, for folk har meget forskellige meninger om, hvad jeg bare må se, og hvad der er komplet spild af tid. Nogle sværger til Sydøen, andre kunne ikke drømme om at forlade Nordøen. Faktisk ville I bliver overraskede over, hvor mange der aldrig har krydset havet hernede, for ikke at nævne haft kontakt med en udlænding. Jeg er i hvert fald blevet overrasket.
Når jeg ikke har kigget på kort og tegnet rejseruter, har jeg surfet efter billige biludlejningsmuligheder og hoteller. Jeg er endda gået så vidt at lave et Excel ark over bilpriser, kontaktinfo og forsikringstyper. Det må være alt det erhvervsøkonomi, der har haft sådan en organisatorisk afsmitning på mig. Helt tosset er det nu ikke, for jeg er ret sikker på, at jeg har fundet den billigste og bedste løsning. Så nu er jeg gået over til udflugtsmål. Det ser ud til, at vi kan nå at svømme med delfiner, trampe på bjerge, se vulkaner og sejle i fjorde. Nå, ja, og så skal jeg ud og springe i faldskærm. There, I’ve said it so there’s no turning back Det bliver en lang naturoplevelse, og jeg glæder mig vanvittig meget til at opleve den øvrige del af New Zealand.
Det er sket af og til, at jeg har ramt en ’forkert’ hjemmeside, som reklamerer for billige flybilletter ud i verden. Sådan kom jeg til at bruge det meste af en aften på at kigge på små, lækre hoteller på Fiji. Fra jeg stopper på arbejde til jeg rejser hjem, går der 14 dage, og lige nu er det fristende at bruge dem på en bountystrand i 25 graders varme. Eller at finde en billig billet til Australien og bruge tiden der. Ihh, alle de fristelser… Forhåbentlig får jeg stillet min rejselyst med denne tur, men jeg er bange for, at jeg bare bliver sulten efter mere.
Det er ikke sikkert, at der bliver megen tid til at rapportere hjem de næste par uger. Vi holder os en stram tidsplan for at nå og se så meget som muligt. Men jeg lover masser af billeder og rejsebeskrivelser, når jeg vender hjem igen. Og apropos hjem, hvornår blev det mon Wellington…?
Det er ikke det eneste, jeg har at glæde mig til. Om en uge rejser vi 16 dage af sted for at se resten af New Zealand. Jeg har derfor brugt de sidste mange dage på at planlægge, hvad vi skal se for med en begrænset tidsramme og 268.670 kvadratkilometer, bliver det ikke helt let at nå det hele. Jeg har heldigvis fået masser af gode råd og forslag til, hvad der er værd at se her. Det gør det både lettere og vanskeligere, for folk har meget forskellige meninger om, hvad jeg bare må se, og hvad der er komplet spild af tid. Nogle sværger til Sydøen, andre kunne ikke drømme om at forlade Nordøen. Faktisk ville I bliver overraskede over, hvor mange der aldrig har krydset havet hernede, for ikke at nævne haft kontakt med en udlænding. Jeg er i hvert fald blevet overrasket.
Når jeg ikke har kigget på kort og tegnet rejseruter, har jeg surfet efter billige biludlejningsmuligheder og hoteller. Jeg er endda gået så vidt at lave et Excel ark over bilpriser, kontaktinfo og forsikringstyper. Det må være alt det erhvervsøkonomi, der har haft sådan en organisatorisk afsmitning på mig. Helt tosset er det nu ikke, for jeg er ret sikker på, at jeg har fundet den billigste og bedste løsning. Så nu er jeg gået over til udflugtsmål. Det ser ud til, at vi kan nå at svømme med delfiner, trampe på bjerge, se vulkaner og sejle i fjorde. Nå, ja, og så skal jeg ud og springe i faldskærm. There, I’ve said it so there’s no turning back Det bliver en lang naturoplevelse, og jeg glæder mig vanvittig meget til at opleve den øvrige del af New Zealand.
Det er sket af og til, at jeg har ramt en ’forkert’ hjemmeside, som reklamerer for billige flybilletter ud i verden. Sådan kom jeg til at bruge det meste af en aften på at kigge på små, lækre hoteller på Fiji. Fra jeg stopper på arbejde til jeg rejser hjem, går der 14 dage, og lige nu er det fristende at bruge dem på en bountystrand i 25 graders varme. Eller at finde en billig billet til Australien og bruge tiden der. Ihh, alle de fristelser… Forhåbentlig får jeg stillet min rejselyst med denne tur, men jeg er bange for, at jeg bare bliver sulten efter mere.
Det er ikke sikkert, at der bliver megen tid til at rapportere hjem de næste par uger. Vi holder os en stram tidsplan for at nå og se så meget som muligt. Men jeg lover masser af billeder og rejsebeskrivelser, når jeg vender hjem igen. Og apropos hjem, hvornår blev det mon Wellington…?
onsdag den 2. marts 2011
Livet er at arbejde
Der har været små temaer for bloggen her de forgangne uger. Det er så rart at kunne kategorisere sit liv i små bokse med matchende låg, hvor det hele kan passe fint i. Men det er jo sjældent sådan, at tilværelsen udspiller sig. I stedet gør vi os en række erfaringer, som kædes sammen af tilfældigheder, eller skæbnen alt efter hvad man tror på, og tilsammen udgør de livets gang. Det er måske de store, betydningsfulde begivenheder, som vi husker, men det er de små hverdagsepisoder, livet består mest af. Denne gang skal bloggen ikke handle om hverken kærlighed eller ødelæggelse, men om alt det triviale der sker indimellem.
Jeg bruger 9 timer på kontoret alle hverdage, bortset fra fredag hvor det kun er 8,5. For at fungere ordentligt skal jeg have ca. 7,5 times søvn (og gerne lidt mere). Det efterlader omtrent 7,5 time til alt det andet (madlavning, vaske tøj, gøre rent, skrive mails og alskens sjov og ballade). Så er der weekenderne. Indrømmet jeg har altid lidt arbejde med mig hjem, for det er rart at kunne sidde med det i fred og ro. Jeg har endnu ikke lært at præstere på kommando, og det er nok én af de største fejl ved universitetsuddannelserne i Danmark, der kræver så meget selvstudie. Man bruger fem år på at lære at arbejde på alle mulige og umulige tidspunkter af døgnet, og når man så kommer ud på en arbejdsplads, får man et skrivebord at sidde ved, og værsgo, at producere, tak. Men undskyld mig, hvor er alle mine overspringshandlinger henne? Det er begrænset, hvor mange gange jeg kan rende ud til kaffemaskinen og tilbage igen. Faktisk har jeg været nødt til at lære at drikke kaffe i det hele taget for at få lov til at få den mulighed. Og jeg har tænkt mere end én gang, at jeg måske burde begynde at ryge for at kunne få lov til at bevæge mig væk fra min pind. En fleksibel arbejdsplads står højt på ønskesedlen, når jeg kommer hjem. Det er enten det eller rygning.
Dermed ikke sagt at livet kun er arbejde. Det er en stor del af det, men jeg er også rejst om på den anden side af jorden for det. Og det er spændende arbejde, jeg får lov til at fordybe mig i. Noget handler om miljøpolitik og vedvarende energi, andet handler om relationsmarketing og politiske interessenter. Den ene dag sidder jeg og læser om vandforurening og miljøstrategier, den næste om bredbåndsudvikling og public policy. Men det er også tunge sager, alvorlige emner, og der er ikke megen plads til leg og kreativitet. Heldigvis har jeg tiltusket mig så mange projekter, jeg kan, om webudvikling og online kommunikation. Det kan godt være, at html-koder ikke virker specielt ophidsende i manges ører, men tænk at man kan indtaste nogle få tegn på en side, og så påvirker udseendet på en anden. Det er vel også en form for kreativitet. Jeg krydser fingre for, at bestyrelsen godkender et projekt i næste uge, som handler om at udvikle en hjemmeside for et af vores produkter. Det er godt nok ikke mig, der bliver ansvarlig for projektet, men jeg skal suge al det arbejde fra det, som jeg overhovedet kan.
Hvad kom jeg til, nå ja, livet er ikke kun arbejde. Jeg laver skam også andet end det. Fredag spiste jeg sammen med en anden dansker, som bor hernede fast. Der fik jeg prøvet min første fish pie, en tærte lavet af kartoffelmos og fisk. Den opskrift skal afprøves, når jeg kommer hjem. Søndag var jeg ude og bestige et bjerg. Måske er det lidt i overkanten at kalde det et fuldvoksent bjerg, det er kun 450 meter over havoverfladen, men siden det højeste punkt i Danmark kun er nogen og 170 meter, så tillader jeg mig alligevel at bruge betegnelsen. Det tog en times tid at vandre derop, eller ’trampe’, som de siger hernede. Man ’hiker’ ikke, man ’tramper’. Første gang jeg hørte nogen snakke om det der tramping, tænkte jeg, nåh I mener at trampe, som at trampe i pedalerne. Så jeg begyndte straks at tale om al den cyklen, vi gør i Danmark, hvordan det er en helt særlig del af vores kultur. De kiggede lidt underligt på mig, og det var først, da én mimede en lille vandresekvens, at jeg fattede pointen. Og her gik jeg og troede, at engelsk var engelsk, og at jeg ikke var landet på Mars. Så lærte jeg det. Men nu har jeg rent faktisk prøvet tramping, og det virkede jo meget godt. Jeg var overrasket over, at jeg nåede toppen uden at være ved at dø, kun lettere rød i hovedet og en smule forpustet. Men nu øver jeg mig selvfølgelig også hver dag på mine 152 trappetrin hjem fra, nå ja, arbejde. Og så er vi tilbage, hvor vi startede. Jeg arbejder 9 timer om dagen, sover 7,5 og resten af tiden bruger jeg på at nyde, at jeg er her i fantastiske New Zealand, der kun bliver en smule mindre fantastisk af de jordskælv, vi engang imellem udsættes for.
Jeg bruger 9 timer på kontoret alle hverdage, bortset fra fredag hvor det kun er 8,5. For at fungere ordentligt skal jeg have ca. 7,5 times søvn (og gerne lidt mere). Det efterlader omtrent 7,5 time til alt det andet (madlavning, vaske tøj, gøre rent, skrive mails og alskens sjov og ballade). Så er der weekenderne. Indrømmet jeg har altid lidt arbejde med mig hjem, for det er rart at kunne sidde med det i fred og ro. Jeg har endnu ikke lært at præstere på kommando, og det er nok én af de største fejl ved universitetsuddannelserne i Danmark, der kræver så meget selvstudie. Man bruger fem år på at lære at arbejde på alle mulige og umulige tidspunkter af døgnet, og når man så kommer ud på en arbejdsplads, får man et skrivebord at sidde ved, og værsgo, at producere, tak. Men undskyld mig, hvor er alle mine overspringshandlinger henne? Det er begrænset, hvor mange gange jeg kan rende ud til kaffemaskinen og tilbage igen. Faktisk har jeg været nødt til at lære at drikke kaffe i det hele taget for at få lov til at få den mulighed. Og jeg har tænkt mere end én gang, at jeg måske burde begynde at ryge for at kunne få lov til at bevæge mig væk fra min pind. En fleksibel arbejdsplads står højt på ønskesedlen, når jeg kommer hjem. Det er enten det eller rygning.
Dermed ikke sagt at livet kun er arbejde. Det er en stor del af det, men jeg er også rejst om på den anden side af jorden for det. Og det er spændende arbejde, jeg får lov til at fordybe mig i. Noget handler om miljøpolitik og vedvarende energi, andet handler om relationsmarketing og politiske interessenter. Den ene dag sidder jeg og læser om vandforurening og miljøstrategier, den næste om bredbåndsudvikling og public policy. Men det er også tunge sager, alvorlige emner, og der er ikke megen plads til leg og kreativitet. Heldigvis har jeg tiltusket mig så mange projekter, jeg kan, om webudvikling og online kommunikation. Det kan godt være, at html-koder ikke virker specielt ophidsende i manges ører, men tænk at man kan indtaste nogle få tegn på en side, og så påvirker udseendet på en anden. Det er vel også en form for kreativitet. Jeg krydser fingre for, at bestyrelsen godkender et projekt i næste uge, som handler om at udvikle en hjemmeside for et af vores produkter. Det er godt nok ikke mig, der bliver ansvarlig for projektet, men jeg skal suge al det arbejde fra det, som jeg overhovedet kan.
Hvad kom jeg til, nå ja, livet er ikke kun arbejde. Jeg laver skam også andet end det. Fredag spiste jeg sammen med en anden dansker, som bor hernede fast. Der fik jeg prøvet min første fish pie, en tærte lavet af kartoffelmos og fisk. Den opskrift skal afprøves, når jeg kommer hjem. Søndag var jeg ude og bestige et bjerg. Måske er det lidt i overkanten at kalde det et fuldvoksent bjerg, det er kun 450 meter over havoverfladen, men siden det højeste punkt i Danmark kun er nogen og 170 meter, så tillader jeg mig alligevel at bruge betegnelsen. Det tog en times tid at vandre derop, eller ’trampe’, som de siger hernede. Man ’hiker’ ikke, man ’tramper’. Første gang jeg hørte nogen snakke om det der tramping, tænkte jeg, nåh I mener at trampe, som at trampe i pedalerne. Så jeg begyndte straks at tale om al den cyklen, vi gør i Danmark, hvordan det er en helt særlig del af vores kultur. De kiggede lidt underligt på mig, og det var først, da én mimede en lille vandresekvens, at jeg fattede pointen. Og her gik jeg og troede, at engelsk var engelsk, og at jeg ikke var landet på Mars. Så lærte jeg det. Men nu har jeg rent faktisk prøvet tramping, og det virkede jo meget godt. Jeg var overrasket over, at jeg nåede toppen uden at være ved at dø, kun lettere rød i hovedet og en smule forpustet. Men nu øver jeg mig selvfølgelig også hver dag på mine 152 trappetrin hjem fra, nå ja, arbejde. Og så er vi tilbage, hvor vi startede. Jeg arbejder 9 timer om dagen, sover 7,5 og resten af tiden bruger jeg på at nyde, at jeg er her i fantastiske New Zealand, der kun bliver en smule mindre fantastisk af de jordskælv, vi engang imellem udsættes for.
Abonner på:
Opslag (Atom)