Så det her er, hvad der er sket, siden jeg bloggede sidst: Én gang om året lægger Wellington by til en af de største events i New Zealand The Rugby Sevens. Rugby Sevens eller the 7’s som den kaldes hernede, er en stor Rugby-turnering, som får folk til at valfarte til Wellington, og havde jeg ikke fået mit værelse heroppe på the Terrace, ville jeg faktisk være hjemløs lige nu. Det er nemlig ikke til at opdrive den mindste smule tag over hovedet, når man når til the 7’s, og ja, i ånden kunne jeg lige se mig selv bo på gaden i min pink kuffert. Men så langt kom det dog aldrig til (jeg er sikker på, jeg også nok kunne have fået lov til at låne et par stole at sove på nede på kontoret).
Når det kommer til rugby, er det noget, de fleste går op i hernede – det og så cricket. Det specielle ved Rugby Sevens er, at der kun er 7 spillere på banen (modsat 15 på et normalt rugby team), og at de kun spiller i to gange syv minutter. Der er jo næsten noget helt eventyrligt over alle de 7-taller. Eventyr får man da også nok af gennem sådan en weekend. Alle klæder sig ud for at tage ud til kampene, og det er ikke bare noget med at tage en sjov paryk på, eller købe en maske i den nærmeste legetøjsbutik. Det her er seriøs udklædning (se venligst billeder for bevis!). F.eks. klædte mine flatmates sig ud som Teenage Mutant Ninja Turtles, og det var altså i hjemmesyede outfits med lysegrønne spandexstrømpebukser og pudeudstoppede skildpaddeskjold. Et syn for guderne.
Modsat dem nøjedes jeg med at gå en tur ud til stadionet lørdag eftermiddag for at se, hvad al den hurlumhej skulle gøre godt for. Jeg gik alene langs havnen, nå ja, sammen med de hundredvis af andre, der skulle samme vej, og der fik jeg set et hav af festlige kostumer. Folk var klædt ud i grupper, og jeg mødte en flok Gingerbread Men (Dem fra Shrek), letpåklædte politibetjente, zombier, blomster, smølfer, gamle romere og mange flere. Det var fantastisk at se, hvor meget folk havde gjort ud af deres udklædninger.
Efter finalen lørdag aften, og New Zealand lammetævede England, var der fest i gaderne. Aldrig i hele mit 27-årige lange liv har jeg set noget lignende! Der var folk overalt, stadig iført de mest sindssyge kostumer. Man lukkede én af de mest centrale gader i Wellington af (Courtney Place), så folk stod og festede midt på gaden og dansede op ad lygtepælene. Jeg gentager, jeg har aldrig i mit liv set noget lignende. Det var en fed oplevelse, som jeg er glad for jeg var hernede til. I min iver efter at passe ind, tog jeg ikke mit kamera med i byen, til min store fortrydelse bagefter, for det der ville jeg virkelig gerne have delt med alle jer derude. Og til hvad nytte, for uden kostume var jeg alligevel den, der stak mest ud fra mængden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar