Midtvejsrapport

Jeg sidder med computeren tændt på fint hotel i Auckland city centre og forsøger at skrive nogle af mine rejseoplevelser ned. Jeg har allerede oplevet så meget i den forløbne uge, at jeg har svært ved at huske navne på steder og datoer eller ugedage. Dagene flyder sammen, og jeg nyder ikke at skulle forholde mig til, om det er mandag eller lørdag. Jeg har følgeskab af en kold øl ved siden af computeren lige nu. Vi har efterhånden prøvet de fleste slags, fundet vores favoritter, selvom jeg nu mest er til pale ale, mens min partner in crime holder mere af en lys sommerøl. Man gør meget ud af øl i New Zealand og holder en stolt micro brewery tradition i gang.

Selvom jeg knapt kan huske, hvad jeg lavede i går, vil jeg forsøge at genskabe den seneste uge her halvvejs i mit ‘explore NZ projekt’ i håbet om, at jeg genkalder mig flere detaljer nu, end om en uge hvor også sydøen fylder af indtryk.

Vi (okay okay, Rasmus og jeg) kører fra Wellington torsdag lige efter arbejde. Rasmus henter den lejede bil, så vi er klar til afgang, så snart jeg får fri. Da jeg ingen erfaring har med at køre i venstre side af vejen, er det ham, der tager rattet (og det er jeg glad for). Men da vi har en fire timers lang køretur foran os, er det et spørgsmål om tid, før jeg må se frygten i øjnene og sætte mig i førersædet og trille af sted. De første mange kilometer kan jeg nøjes med at tøffe ligeud og foretage små, venlige venstresving, men med tiden udfordres jeg af rundkørsler, motorvej og højresving. To be fair er det faktisk ikke så slemt, det sværeste ved at køre i venstre side er ikke at komme for langt ud i vejkanten. Modkørende biler har det med at få dig til at trække væk fra midterrabatten - ret så upraktisk, når der holder parkerede biler i vejkanten. Jeg kan afsløre, at vi er kommet helt til Auckland, jeg har taget min tørn bag rattet, og bilen er afleveret uden en ridse. Lad os håbe, vi er lige så heldige på sydøen .

Nu skal det ikke handle om kørsel det hele (selvom vi har været glade for vores hvide Nissan Sunny, det bragte minder tilbage fra 1990’erne, hvor familien Thomsen selv kørte rundt i sådan en). Den første aften nåede vi National Park Village for at tage ud i Tongariro National Park (yes, det er herude noget af Ringenes Herre er optaget) fredag morgen. Desværre i regnvejr og ringe udsigt, så vores mål om at hike op på Mt. Ruapehu går i vasken, som er én af tre store vulkaner her i Tongariro National Park. I stedet tager vi et par timers tramping ud til Tarantiki Falls. Det er smukt, men meget vådt. Videre går det mod Tokaanu Hot Springs, hvor vi får varmen i én af de mange 38 graders varme hot pools, før vi kører mod Lake Taupo. Dagen slutter af i solskin og shorts, endnu et tegn på det omskiftelige New Zealandske vejr.

Lake Taupo er lidt en by , som pensionister tager til, så vi havde i forvejen besluttet kun at tilbringe en enkelt nat der. Lørdag tager vi alligevel en detour ud til (endnu) en hot spring. (Endnu) et vandfald får os dog ud på en mindre gåtur på et par timer, og det bliver langt over middag, før vi kommer videre mod Rotorura. Rotorura er kendt for sin marorikultur og vulkansk fundament - yes, det betyder flere hot pools. Nu gik vi glip af vulkanerne i Tongariro National Park, så vi må udnytter at komme i nærheden af thermal områder her i Rotorura i stedet. Vi stopper derfor på vej derop i Wai-O-Tapu for at udforske Wai-O-Tapu Thermal Wonderland. Og bortset fra lugten (forestil dig stanken af råddent æg), så er det lidt af et Wonderland med boblende mudderpøle og neonfarvede bassiner. Farverne er fascinerende, varmen afskrækkende, og vi ankommer til Rotorura en oplevelse rigere.

I stedet for at blive i Rotorura, der udover meget varierede spisemuligheder, mest byder på udfordringer for lugtesansen, tager vi en afstikker mod Bay of Plenty og Pukehina Beach, som vi har næsten for os selv, inden vi tager den lange tur nordpå til endnu en bay: Bay of Islands. Regnen siler ned, og det er svært at se charmen ved den lille by Paihia. Vejret klarer heldigvis op dagen efter, så turen ud og svømme med delfiner er en realitet. Vi kommer af sted i en lille gruppe på 8, og vi er alle lige begejstrede, da vi spotter den første delfin ude i horisonten. Snart ser vi flere, og det er fantastisk at se, hvor tæt på båden, de kommer, dykker ned på den ene side og op på den anden. Som kaptajnen forklarer, så nyder de et ’free ride’, når de svømmer lige under båden. Der er en masse regler for, hvad man må og ikke må rundt om definerer, og man må f.eks. ikke svømme med dem, hvis der er baby delfiner i gruppen, eller hvis de jager eller spiser. Vi finder en gruppe, som er ‘svømmeegnede‘, og bliver iklædt maske, snorkel og svømmefødder. “Go, go, go” råber kaptajnen, der er ingen tid til tøven, det er bare at hoppe i det ’iskolde’ vand (23 grader er nærmest subtropisk i forhold til det danske badevand). Alligevel trækker man lige vejret en ekstra gang inden man hopper ud på 30 meters dybde. “Svøm den vej”, råber han, og inden man får vendt rundt, lyder det, “nej den anden vej”. De er hurtige de små, og ret store når man ser dem komme svømmende i mod sig. Jeg hviner lidt af en blanding af skræk og fryd, da to kommer svømmende op bagfra, én på hver side af mig. Men det er vanvittigt fascinerende. Tilbage på båden får vi et par minutters pusterum, inden kaptajnen (de var to) hopper med os i igen. Denne gang er vi alle lidt mere rutinerede og lytter bedre efter hans instrukser, så vi kommer ret tæt på, næsten i røre afstand. Men man skal ikke lade sig narre, de er alt for hurtige, til at man kommer dem helt så nært.

Jeg er helt udmattet, da vi kommer tilbage på båden. Selvom vi maks. har været i vandet 45 minutter, blev spændingen og svømningen lidt for meget. Så det er rart at sidde og nyde sejlturen oppe fra dækket indtil vi lander i Paihia havn igen.

Dagen efter kører vi nordpå. Vi beslutter at det er for langt at køre helt op til nordøens nordspids Cape Reinga, det tager alligevel 2,5 timer hver vej, så i stedet kører vi op til 90 Mile Beach, som er en strand, der fungerer som vej samtidig. Bilforsikringen dækker ikke strandkørsel, så vi kører kun op og kigger. Men når vi nu alligevel er her, kun en times kørsel fra toppen, triller Sunny’en alligevel nordpå, næsten helt af sig selv. Og det var et godt valg. Solen bryder frem på vejen op, og erstatter mindet om en kold og vindblæst 90 Mile Beach med et fantastisk smukt grønt og bakket landskab. Da vi når Cape Reinga, er det noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Måske min hukommelse spiller mig et puds, men forhåbentlig kan jeg uploade en lille video fra stedet, og så kan du selv vurdere. Cape Reinga er ikke det allernordligste punkt, men når man står med vandet 180 grader omkring, så får man følelsen af at være ved verdens ende. Her mødes de to have the Tasmanian Sea og the Pacific Ocean hinanden, og selvom man ikke kan stå ude med et ben i hvert hav, som man kan på grenen, får man stadig synet af bølger, der kolliderer med hinanden. Det var helt sikkert køreturen værd.

Tilbage i Paihia vender vi næsen mod Auckland dagen derpå. Auckland er New Zealands største by, men det er nu ikke fordi, vi bliver overvældet af storbyfornemmelsen. Tværtimod er der samme provinsagtige stemning her som i Wellington, og det er bestemt ikke ment negativt. Det er hyggeligt at kunne finde rundt efter blot et par timers krydsen rundt i gader og stræder. En shoppingtur afslører da også de samme butikker og samme tøj og skoudvalg som hjemme i Wellington, så det blev en billig tur. Til gengæld får vi spist dejlig sushi på flere af byens take away steder. Det var noget, vi i Danmark godt kunne lære noget af, hvor sushi er en luksusvare. Her er det billigere end at gå på McDonalds, og jeg håber på samme udvikling i Dk.

Jeg har i skrivende stund erstattet et hotelværelse i Auckland med flyet mod Christchurch, nordøen med sydøen. Der er ikke meget at se på i Christchurch lige nu, hvor midtbyen stadig er spærret af pga. jordskælvet i februar. Da vi ikke har tænkt os at lege ‘disaster turists’, kommer vi til at køre direkte fra lufthavnen og videre sydpå. En opdatering fra den del af turen følger næste gang.